I dag dykker vi ned i Jobcenter Møllens arkiv, hvor man kan finde mange eksempler på spændende beskæftigelsesprojekter i Kolding, som jobcenteret har været involveret i gennem tiden. Et af disse er ubådsprojektet.
I 1991 rettede ”Det Rullende Galleri”, der var et aktiveringsprojekt for unge arbejdsløse mellem 18 og 25 år, henvendelse til den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov med ønske om, at få doneret en udtjent ubåd til Kolding. Ubåden skulle både fungere som aktiveringsprojekt, turistattraktion og symbol på fredelig sameksistens mellem øst og vest. Gorbatjov var nogenlunde med på idéen, men der skulle ikke være tale om en donation. En fond måtte indsamle 110.000 dollars før ubåden kunne komme i hus, og først i april 1994 lykkedes det at få ubåden til Kolding.
U359, der tilhørte Whisky V-klassen, kom fra en militærbase ved Riga. Den var bygget i 1950'erne og havde muligvis patruljeret under Cuba-krisen. Whisky-klassen blev dog primært anvendt som patruljefartøj omkring Færøerne, Island, Norge og Sverige. Ubåden var 76 meter lang, havde plads til 58 mand og kunne medbringe 8 torpedoer med en sprængkraft på 20 kilo trotyl.
Ved ubådens ankomst til Kolding fandt man bl.a. ubådens logbøger samt flere af den tidligere besætnings private ejendele, så som dagbøger, billeder og spil.
Det var bl.a. planen at der med tiden skulle oprettes et vandrehjem i ubåden med plads til 28 personer, ligesom der skulle etableres en café og et galleri med plads til ca. 100 personer. Der var også planer om et formidlingsprojekt, hvor man via lys, lyd og video ville skabe en oplevelse af en russisk ubåd i funktion. Her skulle radar- og kommunikationsudstyr også fungere. Disse planer samt selve istandsættelsen og klargøringen af ubåden var alt sammen en del af aktiveringsprojektet for unge arbejdsløse. De mange idéer og projekter omkring ubåden trak dog i langdrag, men ubåden var i sig selv en attraktion. Efter godt og vel et halvt år havde der været 15.000 besøgende.
I 1997 blev ubåden overdraget til Nakskov Kommune, efter at Kolding Kommune ikke længere mente at have råd til at beholde den. Desuden var en del borgere utilfredse med dens tilstedeværelse, da de mente, at den skæmmede Kolding Fjord. I begyndelsen lå ubåden i Kolding Havn ved nordkajen, men den blev senere flyttet til fjorden ud for højhusene. I foråret 2011 besluttede Lolland Kommune at afhænde den til ophugning i Frederikshavn, og den forlod Nakskov d. 15. april 2011.
Foto: Ubåden klargøres til afrejsen i 1997. Fotograf: Ludvig Dittmann.