Nyheder

Under besættelsen og i årene efter var man i Danmark optaget af, at sætte gang i anlægsbyggerier for at imødekomme den store arbejdsløshed.

I slutningen af 1944 henvendte Kolding Erhvervsråd sig til Kolding Byråd omkring etableringen af en trav- og galopbane ved Kolding. Heste- og landbrugs-interessenter i Kolding og omegn var meget interesserede.

Erhvervsrådet foretog en række undersøgelser omkring en placering af en væddeløbsbane ved Kolding, ligesom der blev nedsat et arbejdsudvalg, der skulle finde et område, hvor væddeløbsbanen kunne placeres. Man kiggede på Meyersminde ved Vejlevej som en mulig placering. Meyersminde var et landbrug som Kolding Kommune havde købt i maj måned 1944. Gården havde ikke helt det ønskede antal hektar, men ejerne af nabo-landbruget Hvidsminde havde givet tilsagn om et frasalg af 6-7 ha. Samtidig forhandlede man med Centralforbundet for Travsport og Traveravl angående en indstilling til bevillingsmyndighederne om en totalisatorbevilling. Arbejdsudvalget arbejdede også på at skaffe det økonomiske grundlag for anlæg og drift af væddeløbsbanen. Arbejdsudvalget var inspireret af Aarhus Væddeløbsbane og de indtægter og arbejdspladser der var tilknyttet væddeløbsbanen.

Politisk var man også i gang med at behandle sagen omkring væddeløbsbanen. I december 1944 præsenterede Stadsingeniøren et oplæg omkring væddeløbsbanen i Markudvalget. Galop- og travbanen vil kræve et areal på 15,5 ha og et passende areal til staldbygninger og parkeringsareal. Det ville også være nødvendigt at erhverve jord hos Hvidsminde på ca. 6,8 ha. Der var dog enkelte udfordringer i forhold til placeringen, da en væddeløbsbane på Meyersminde ville være i strid med en tidligere vedtaget vejplan og desuden anså man området omkring Meyersminde som et attraktivt fremtidigt boligområde.

Den 3. januar 1945 henvendte Kolding Erhvervsråd sig igen til byrådet. Direktør Juhl Hansen gjorde opmærksom på, at Esbjerg også arbejdede for at etablere en væddeløbsbane, men at de danske trav- og galoporganisationer foretrak en bane ved Kolding. Desuden gjorde Juhl Hansen opmærksom på, at man også ville benytte dele af jorden til græsning og dyrkning af landbrugsprodukter. Der var mangel på fødevarer efter krigen.

Senere, i foråret 1945, forsøgte en række investorer med Juhl Hansen i spidsen og Kolding Erhvervsråd igen, at foreslå Kolding Kommune at leje jorden på Meyersminde, men trods de ihærdige forsøg afviste Kolding Kommune at udleje jorden til anlæg af væddeløbsbane.

Politisk var man dog stadig varm på tanken om en væddeløbsbane i Kolding. Følg med i næste afsnit.

Foto: Stuehuset til gården Meyersminde, ca. 1945. Fotograf: Lisberg.

I de første to uger af januar er vores åbningsdage fordelt sådanne:

Torsdag d. 2. januar: Åbent kl. 11 til 15.

Lørdag d. 4. januar: Åbent kl. 11 til 15.

Tirsdag d. 7 januar: Åbent kl. 11 til 15.

Onsdag d. 8. januar: Lukket

Torsdag d. 9. januar: Lukket

Derefter er vores åbningsdage som normalt.

I efteråret 1944 kunne Vejle Amts Vejinspektorat således fremlægge et skitseprojekt for Viuf Sportsplads, der skulle placeres på et areal bag ved forsamlingshuset på Storgaden. Sportspladsen skulle først og fremmest bestå af en fodboldbane, en håndboldbane og en løbebane. Derudover skulle der være en plads til fri idræt, herunder stang-, længde- og højdespring, ligesom der skulle være omklædningsfaciliteter og redskabsrum. Hovedindgangen skulle placeres ved forsamlingshuset, men Viuf Skole skulle også have en direkte adgang fra skolens matrikel syd for sportspladsen.

Overslaget på projektet lød på 44.000 kr. (over 1. mio. kr. i dag), hvilket var noget af en mundfuld. Sammenligner man med Sdr. Bjerts idrætsplads, slap man dengang med at betale 18.000 kr. Her havde man dog til gengæld ikke fået omklædningsfaciliteter. I Viuf blev flere af projektets dele da heller ikke ført ud i livet. Således kom sportspladsen kun til at bestå af en fodbold-, håndbold- og løbebane. Omklædningsrum blev der intet af, så i mange år foregik omklædningen i forsamlingshusets vaskerum, hvilket jo også var bedre end ingenting. Viuf Boldklub havde ydet et økonomisk bidrag til anlæggelsen af sportspladsen, men det var på betingelse af, at klubben kunne benytte pladsen fra foråret 1948. Så sådan blev det.

Først i foråret 1962 blev der opført en bygning med to mindre omklædningsrum. Viuf Boldklub havde her fået et tilskud på 1.500 kr. af Dansk Tipstjeneste til opførelsen. Et klubhus var der ikke ligefrem tale om, så møder, generalforsamlinger og fester blev fortsat afholdt i forsamlingshuset eller på Viuf Kro.

Foto: Kort fra Vejle Amts Vejinspektorat, der viser planerne for Viuf Sportsplads i 1944. Kolding Stadsarkiv.

I Koldingbogen 2024 sætter vi fokus på fritidslivet. Gennem 12 artikler kan du blive klogere på, hvordan fritidslivet i Kolding Kommune har formet sig meget forskelligt gennem de sidste 160 år. Der fortælles om mennesker, som har mødtes omkring sport i blandt andet Harte Gymnastik- og Idrætsforening og Kolding KFUM Atletik og Motion. Vi møder mennesker med benzin i blodet, der har skabt et fællesskab i motorcykelklubben MC Klatten og Kolding Volvo Klub. Ligesom vi møder mange ildsjæle og entusiaster, der dyrker interesser for jernbaner, håndarbejde, dans og jazzmusik.

Koldingbogen udgives af udvalget Kultur og Kolding Stadsarkiv og er redigeret af Camilla Brask Rasmussen og Lene Wul. Kamilla Asmussen har stået for design og grafisk opsætning.

Bogen er støttet af: Home Kolding Åpark, Hotel Koldingfjord, Sparekassen Koldings’ Fond samt Jørn Thomsen Elbo.

Koldingbogen 2024 kan købes hos Books & Beans i A.L. Passagen, Bog og Idé i Østergade og Bog og Idé i Kolding Storcenter, Martensens boghandel i Christiansfeld, Kongernes Samling - Koldinghus og Museum Kolding. Den kan derudover også købes på Kolding Kommunes Netbutik: Køb Koldingbogen. Vejledende pris: 170 kr.

I dag dykker vi igen ned i Bygningskommissionens arkiv - men denne gang bevæger vi os dog ud i det såkaldte Kolding Landsogn. Bygningskommissionen blev påbudt for landets købstæder i 1832, men først omkring 1900 blev der også oprettet bygningskommissioner i landkommunerne.

Bygningskommissionen havde til formål at godkende alle nyopførelser, ombygninger og hovedreparationer af bygninger. Kommissionen bestod bl.a. af borgmesteren/sognerådsformanden, brand- og bygningssagkyndige m.fl. Herunder var der tilknyttet en bygningsinspektør, der førte tilsyn med byggeriet, og som generelt sørgede for at byggeloven blev overholdt. Når en bygherre ansøgte om byggetilladelse, skulle der vedlægges tegninger og forklaringer.

Kolding Landsogn eksisterede fra omkring 1760 til kommuneudvidelsen d. 1. april 1930. Det bestod af to områder. Det største område lå øst for byen og strakte sig fra Fredericiagade og Slotssøens østside ud til Marielundsøen. Et mindre område lå vest for byen og omfattede Aalykkekvarteret.

Kolding Landsogn blev hjemsted for flere større industrivirksomheder, hvilket man også ser i Bygningskommissionens arkiv. Her er f.eks. tegninger af den kendte Hans Hansens Sølvvarefabrik og af Koldinghus Margarinefabrik. 

Dagens foto viser lidt af det tegningsmateriale, der er bevaret for den nævnte margarinefabrik. Aktieselskabet Koldinghus Margarinefabrik blev grundlagt i 1913 i Søndergade 3. I 1920 købte Mads Jensen (1876-1933) alle aktier, og han fik virksomheden omdannet til et privat selskab. Produktionen voksede, og han indså hurtigt at fabrikken manglede plads. I arkivet kan man se at murermester og bygningskonstruktør R. Chr. Christensen henvendte sig til Bygningskommissionen i juli 1923. Her søgte han om tilladelse til at opføre en ny fabrik for fabrikant Jensen, og han vedlagde i samme omgang sine tegninger. Planen blev godkendt, og fabrikken blev opført på Grønningen 17 i løbet af 1923/1924. Koldinghus Margarinefabrik eksisterede frem til 1974, og bygningerne blev sidenhen revet ned. I dag er der opført andelslejligheder på grunden.

Foto: Tegning af Koldinghus Margarinefabrik. Bygningskommissionens arkiv for Kolding Landsogn.

Rockerklubben Bad Company – Del II

Vi fortsætter hvor vi slap i sidste uge. I Boligkontorets arkiv kan man ud fra de bevarede sager se, hvordan kommunen og rockerklubben ’Bad Company’ forsøgte at finde frem til en permanent løsning på klubhus-udfordring. Sideløbende med dette arbejde, sørgede klubben for at de levede op til deres navn.

Den 16. oktober 1980 opstod der et kæmpe slagsmål mellem de rivaliserende rockergrupper Bad Company og Flakkerne. Bad Company angreb Flakkerne i deres klubhus på Vejlevej, og det gik voldsomt for sig. Fem af Flakkerne måtte efterfølgende på skadestuen. En enkelt blev indlagt med hjernerystelse og kvæstelser i ansigtet. Der blev også begået hærværk og tyveri – bl.a. af rockerveste, som en symbolsk sejr. Lederen af Bad Company blev hurtigt anholdt og efterfølgende sigtet for to overfald af særlig farlig karakter, tre tilfælde af vold mod sagesløse samt for tyveri. Et 19-årigt medlem fra Bad Company blev sigtet for drabsforsøg. Der blev samtidigt rejst sigtelse for tyveri og for forulempelse af gæster på restaurant Skoven i Bramdrupdam tidligere på måneden. I aviserne blev der fremlagt to forskellige baggrunde for angrebet på Flakkerne. Den ene historie gik på, at Flakkerne havde fået et ultimatum om at melde sig ind i Bad Company, eller også måtte de forlade byen. Da Flakkerne ikke ville gå ind på dette, endte det så i vold. En anden version lød på, at Bad Company havde opsnappet et brev, hvori der stod at Flakkerne ville smadre klubhuset på Vranderupvej i den kommende weekend, og derfor måtte Bad Company slå til først.

Et par dage efter angrebet, blev der fra klubhuset på Vranderupvej skudt med skarpt mod en bil, der flere gange havde kørt langsomt forbi. Bad Company havde frygtet et modangreb fra Flakkerne, så man var derfor overbevist om, at bilen tilhørte rivalerne. Bilisten viste sig dog at være en far til ét af medlemmerne fra Bad Company, som ønskede at advare sin søn om et eventuelt modangreb fra Flakkerne. Da politiet blev informeret om skudepisoden, mødte de talstærkt og skarpt bevæbnet op ved klubhuset. Ni medlemmer blev efterfølgende anholdt.
I november-december faldt der flere domme over medlemmerne fra Bad Company. Et medlem blev f.eks. efter en lynproces idømt 40 dages fængsel for et overfald på Låsbybanke. Klubbens leder blev idømt 60 dages fængsel for bl.a. vold, tyveri og hærværk, og medlemmet, som havde skudt mod bilen på Vranderupvej, blev idømt 6 måneders fængsel for en lang række forhold.

I starten af februar 1981 blev et 25-årigt Bad Company-medlem fængslet for vold af særlig farlig karakter. Han bed næsetippen af en dørmand på diskoteket Don Quijote i Kolding. I forvejen havde han adskillige domme for overfald, tyveri og hærværk. I marts blev et medlem idømt et års fængsel for bl.a. ildspåsættelse, tyveri, vold og ulovlig våbenbesiddelse. Samme måned blev der begået et groft overfald ved Banegårdspladsen, hvor en 21-årig mand blev stukket ned og berøvet af tre Bad Company-medlemmer. Ved sidstnævnte hændelse udtalte kriminalkommissær N. H. Nielsen følgende: ”Det er noget af det groveste og bestialske vi længe har været udsat for.”

Resten af 1981 var præget af uroligheder og slagsmål fra rockernes side, men så døde aktiviteterne ud. Meget tyder på, at Bad Company gik i opløsning i løbet af 1982. Der blev i hvert fald ikke længere skrevet om dem og deres handlinger i avisen, og da der i maj 1983 var en debat omkring et nyt ungdomshus i Kolding, udtalte ungdomsskoleinspektør P. V. Hansen følgende til avisen: ”De unge er blevet mere fornuftige. Bad Company-tiden er jo også ovre, ser vi, og sådan noget smitter af på ungdomsskolen og klubben.” Flere forhold kan have spillet ind, når det kommer til klubbens opløsning. Det stigende pres fra politiet, og de mange domme kan være en forklaring. Flere kan have haft ønsket om at leve et mere fredeligt og civilt liv. Nogle af medlemmerne ønskede sig rent faktisk et fast arbejde, og minimum ét medlem meldte sig ud fordi han var blevet gift. Det er også muligt at enkelte Bad Company-medlemmer rykkede over i nogle af de større klubber, der eksisterede rundt om i landet. Man kunne naturligvis også godt fortsætte den kriminelle løbebane på egen hånd, hvilket der også findes eksempler på. Den udtjente landejendom på Vranderupvej, der havde fungeret som klubhus, blev efterfølgende revet ned.

Foto: Avisudklip vedrørende Bad Company - Folkebladet Sydjylland – 28-10-1980.

I dag dykker vi ned i Boligkontorets arkiv, hvori der findes kilder til en tid, hvor flere rockerklubber dominerede Kolding og omegn.

Rockerklubben ’Bad Company’ blev etableret i Kolding i vinteren 1977, men først i løbet af 1978 kom der for alvor gang i klubben. Ifølge medlemmerne selv var der tale om en klub for motorcykelentusiaster. Det handlede om at passe og pleje motorcykler, tage på ture samt at feste. Men det skulle dog meget hurtig vise sig, at der nærmere var tale om en bande, der begik særdeles grov vold, tyveri og hærværk i et meget stort omfang.

I slutningen af 1970’erne havde Kolding Kommune været behjælpelig med at finde klublokaler til flere rockerklubber i byen. Rockerklubben ’Flakkerne’ havde lejet en ældre ejendom på Vejlevej 282, og i slutningen af 1979 var kommunen i færd med at finde lokaler til rockerklubben ’Los Trames’. Sidstnævnte klub havde efter et større rockertræf i oktober 1979 begået voldelige optøjer i Adelgade og Låsbygade, hvor en politibetjent bl.a. blev slået ned, og en række forretninger blev raseret. Den gamle hudecentral i Låsbygade 35 blev samme aften besat af rockerne, der ønskede at benytte den som klubhus. Politiet måtte have forstærkning fra Fredericia og Haderslev, og til sidst lykkedes det at smide rockerne ud og anholde 50 af dem. Los Trames kom efterfølgende på Boligkontorets venteliste som alle andre.

Bad Company havde oprindeligt haft et klublokale på en nedlagt gård på adressen Tværford 45 i Vonsild, men fra d. 15. november 1978 havde Boligkommissionen meldt ud, at der var forbud mod beboelse og ophold på adressen, så klubben måtte finde et nyt sted. Der var planer om at flytte klubben ud til CF-ruinbyen ved Gudsø (i dag Beredskabscenter Gudsø ved Birkemosevej), men stor modstand fra de lokale beboere forhindrede dette. Alle vidste fra aviserne, at der ikke var tale om Guds bedste børn. Bare en måned tidligere var et Bad Company-medlem eksempelvis blevet idømt 15 måneders fængsel for røveri og overfald mod to 17-årige drenge samt for overfald mod et tysk ægtepar ved Koldinghus. I forbindelse med retssagen havde flere klubmedlemmer truet vidner, så det var nogle gutter, man helst ikke ville have nært ind på livet.

Ud fra sagerne i Boligkontorets arkiv kan man se, at der blev gjort flere forsøg på at skaffe klubben et permanent klubhus. Som en midlertidig løsning satte kommunen i foråret 1980 et par skurvogne op på Jernet 33 i byens sydlige industriområde, hvor man mente at klubben ikke ville genere andre. Der var tale om komfortable skurvogne med toilet, el, vand og varme. Samtidigt med at klubben overtog skurvognene, gjorde de sig bemærket i bybilledet. 

Der blev begået vold og hærværk, her bl.a. i samarbejde med rockerklubben Fun Riders fra Vejen. Politiet udtalte efter disse episoder, at de manglede mandskab til at kunne rykke hurtigt ud. Da mange af rockerne var svært bevæbnede var det desuden vigtigt, at politiet kunne stille talstærkt op, hvilket pt. ikke var muligt.

Kommunen arbejdede stadig på at finde et permanent sted til Bad Company, men samarbejdet var ikke det letteste. I starten af juni 1980 meddelte Boligudvalget følgende til klubben: ”Under henvisning til vort sidste møde vedrørende lokaleproblemer og under henvisning til jeres medlemmers dårlige opførsel på trappegangene efter de sidste to møder, må vi meddele jer, at klubbens medlemmer herved har fået forbud mod at vise sig på rådhuset.” Fremtidige forhandlinger skulle fremover kun foregå efter aftale mellem boligudvalget og gruppens ledende medlemmer. 

Samme måned henvendte Bad Company sig til Boligkontoret, idet man nu havde fundet en tom landejendom på Vranderupvej 31, som man gerne ville leje. Kommunen havde egentlig allerede planer om at købe grunden i forbindelse med den grusgrav, der lå klods op ad matriklen. Indtil en eventuel handel faldt på plads, kunne klubben jo godt leje lokalerne. I mellemtiden var skurvognene også blevet ødelagt.

Sommeren 1980 skulle blive en travl tid for både Bad Company og politiet. Den 13. juni 1980 angreb op mod 50 rockere fra Fun Riders og Bad Company den rivaliserende motorcykelklub Road Runners i Ribe. Her blev klubhuset totalt smadret, og der blev undervejs skudt med et oversavet jagtgevær. Da de første betjente ankom, blev deres bil også smadret. Den 1. juli blev flere sagesløse gæster på Dorothea Pub i Østergade overfaldet af medlemmer fra Bad Company. Den 4. juli begik medlemmer fra klubben et voldeligt overfald mod en 27-årig mand på værtshuset Sancho Panza i Jernbanegade. Han skulle have tæsk, idet han var vidne til overfaldet på Dorothea Pub. I starten af august blev tre medlemmer af Bad Company anholdt og sigtet for vold og røverier begået på Nytorv og Hans Ludvigs Vej (I dag Vestre Ringgade). Politiet meldte efterfølgende ud at de desværre ikke kunne gøre meget for at bekæmpe rockerens terror, da ofrene generelt set ikke ønskede at samarbejde med politiet i frygt for rockernes hævn, så Bad Company kunne umiddelbart frit fortsætte deres virksomhed.

Efteråret 1980 skulle også blive hæsblæsende, hvilket du kan læse mere om her på hjemmesiden i næste uge, hvor del II af rockerhistorien udfolder sig.

Foto: Avisudklip vedrørende Bad Company - Folkebladet Sydjylland – 24-10-1980.

I dag dykker vi ned i arkivet for Teknisk Forvaltnings Havneafdeling, hvor man f.eks. kan finde flere sager vedrørende ét af Koldings største anlægsprojekter.

I starten af 1900-tallet oplevede jernbaneforbindelsen Fredericia-Lunderskov et større og større pres. Statsbanerne ønskede at udvide med dobbeltspor, hvilket for alvor ville bringe forbindelsen mellem havn og by i vanskeligheder. Gående og kørende var på dette tidspunkt tvunget til at krydse jernbanesporene, der lå i niveau med vejen. På trods af bomme, var den stigende trafik til og fra havnen ikke sikker. Det var dog de lange ventetider, der voldte borgerne flest problemer. Når togene krydsede vejen, blev forbindelsen til havnen på daglig basis fuldstændigt afskåret. Samtidigt havde havnen også brug for udvidelsesmuligheder for fremtiden.

Det var stads- og havneingeniør Carl August Lassen (1882-1966), der i 1912 fandt en helhedsløsning på hele problematikken for havn og jernbane. Lassens plan var en flerdelt løsning, hvor mange faktorer skulle gå op i en højere enhed. Kolding Å skulle reguleres, landindvindinger skulle finde sted ved fjorden, ligesom det centrale og sydlige Kolding skulle forbindes effektivt med havnen.

Den første etape omhandlede reguleringen af Kolding Å. Det var meningen, at åløbet skulle reguleres fra jernbanebroen ved Sønderbro og videre ud i fjorden, men denne løsning blev for dyr. Åreguleringen kom derimod til at have sit udgangspunkt fra Nybro (nu Kongebro), hvorfra åen skulle forlade sit oprindelige åløb, og efter et kort knæk fortsætte mere eller mindre østpå gennem engområdet, og dermed udmunde i fjorden et godt stykke syd for den gamle udmunding. Herefter skulle der inddæmmes større arealer på begge sider af det nye åløb, heraf også af det lavvandede fjordområde syd for havnen.

På det gamle åløb, der i samme forbindelse blev tørlagt, skulle en ny vej efterfølgende anlægges. Sdr. Havnegade, som vejen kom til at hedde, skulle blive et vigtigt led i forbindelsen mellem havnen og centrum. Reguleringen af Kolding Å blev først påbegyndt i løbet af 1916, og to år efter var denne del af projektet overstået.

I forhold til en løsning på forbindelsen mellem det centrale Kolding og havnen havde stads- og havneingeniør Lassen også en løsning. Fra hjørnet af Jernbanegade og Øster Klostergade (i dag Munkegade) skulle et rampeanlæg med tilhørende vejbro føres over banelegemet, hvorefter den til gengæld skulle ramme den nye Sdr. Havnegade, hvor Kolding Å før havde løbet. I starten af oktober 1921 blev den nye forbindelse over Buen, som vejbroen allerede var blevet døbt, indviet.

I 1922 blev planerne for havnens sydlige forbindelse endelige vedtaget, og herefter kunne anlæggelsen af Østerbrogade gå i gang.

Det store anlægsarbejde vakte dog ikke glæde hos alle. Da forslaget om en åregulering første gang blev præsenteret i Byrådet, stemte borgmester Edvard Lau og fire andre venstremænd imod. Fra visse kanter ønskede man ligefrem at få stads- og havneingeniøren afskediget! Flere grundejere langs åen protesterede ligeledes, heriblandt virksomhederne Emballagefabrikken og A. L. Johansen & Søn, hvilket man kan læse mere om i sagerne fra Teknisk Forvaltnings Havneafdeling.

Foto: Kort over stads- og havneingeniør Lassens helhedsløsning for havn og jernbane, 1918. Med rødt ses bl.a. åens nye løb samt den nye vejforbindelse over jernbanen. Kolding Stadsarkiv.

I dag dykker vi ned i Jobcenter Møllens arkiv, hvor man kan finde mange eksempler på spændende beskæftigelsesprojekter i Kolding, som jobcenteret har været involveret i gennem tiden. Et af disse er ubådsprojektet.

I 1991 rettede ”Det Rullende Galleri”, der var et aktiveringsprojekt for unge arbejdsløse mellem 18 og 25 år, henvendelse til den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov med ønske om, at få doneret en udtjent ubåd til Kolding. Ubåden skulle både fungere som aktiveringsprojekt, turistattraktion og symbol på fredelig sameksistens mellem øst og vest. Gorbatjov var nogenlunde med på idéen, men der skulle ikke være tale om en donation. En fond måtte indsamle 110.000 dollars før ubåden kunne komme i hus, og først i april 1994 lykkedes det at få ubåden til Kolding.

U359, der tilhørte Whisky V-klassen, kom fra en militærbase ved Riga. Den var bygget i 1950'erne og havde muligvis patruljeret under Cuba-krisen. Whisky-klassen blev dog primært anvendt som patruljefartøj omkring Færøerne, Island, Norge og Sverige. Ubåden var 76 meter lang, havde plads til 58 mand og kunne medbringe 8 torpedoer med en sprængkraft på 20 kilo trotyl.
Ved ubådens ankomst til Kolding fandt man bl.a. ubådens logbøger samt flere af den tidligere besætnings private ejendele, så som dagbøger, billeder og spil.

Det var bl.a. planen at der med tiden skulle oprettes et vandrehjem i ubåden med plads til 28 personer, ligesom der skulle etableres en café og et galleri med plads til ca. 100 personer. Der var også planer om et formidlingsprojekt, hvor man via lys, lyd og video ville skabe en oplevelse af en russisk ubåd i funktion. Her skulle radar- og kommunikationsudstyr også fungere. Disse planer samt selve istandsættelsen og klargøringen af ubåden var alt sammen en del af aktiveringsprojektet for unge arbejdsløse. De mange idéer og projekter omkring ubåden trak dog i langdrag, men ubåden var i sig selv en attraktion. Efter godt og vel et halvt år havde der været 15.000 besøgende.

I 1997 blev ubåden overdraget til Nakskov Kommune, efter at Kolding Kommune ikke længere mente at have råd til at beholde den. Desuden var en del borgere utilfredse med dens tilstedeværelse, da de mente, at den skæmmede Kolding Fjord. I begyndelsen lå ubåden i Kolding Havn ved nordkajen, men den blev senere flyttet til fjorden ud for højhusene. I foråret 2011 besluttede Lolland Kommune at afhænde den til ophugning i Frederikshavn, og den forlod Nakskov d. 15. april 2011.

Foto: Ubåden klargøres til afrejsen i 1997. Fotograf: Ludvig Dittmann.

I dag dykker vi lidt ned i arkivet for Teknisk Forvaltnings Vejafdeling, hvor man bl.a. finder en større samling vedrørende færdselsuheld i Kolding og omegn. Det drejer sig helt konkret om statistik over færdselsuheld, som kommunen var forpligtiget til at indsende til Danmarks Statistik hvert år.

Hvis man eksempelvis tager udgangspunkt i 1969, ser man at der var 139 færdselsuheld i Kolding Kommune dette år, hvorimod der f.eks. var 13 uheld i Vonsild Sognekommune og seks uheld i Harte Sognekommune. Hvert uheld blev nøje beskrevet, og man kan bl.a. læse om hvilke personer og køretøjer, der var involveret i ulykken, herunder om de involverede personer led skade eller ej. Man kan også læse om hvor og hvornår færdselsulykken fandt sted, ligesom oplysninger om bebyggelsesforhold, vejforhold og vejrforhold er noteret.

Den 7. januar 1969 kl. 06.45 skete der eksempelvis et færdselsuheld på Gøhlmannsvej. En personbil kørte denne morgen i sydlig retning, og for at passere en holdene bil, kom bilisten over i venstre vejside, hvor han ramte en mand, der sad på hug ved siden af sin cykel, som han var i færd med at reparere. Den påkørte kom lettere til skade. Ud fra sagen kan man læse, at ulykken skete i en kurve på en bakketop. Der var dårlig belysning på denne strækning. Vejen var tør, og der var ingen blæst eller sidevind.

Et andet eksempel har vi fra d. 18. april 1969, hvor der skete et færdselsuheld i Nørregade. Lige før midnat var en cyklist på vej ned ad Vejlevej. Undervejs sprang kæden af cyklen, og cyklisten mistede herredømmet. Han drejede i fuld fart ind mod Nørregade, hvor han ud for Nørrekroen ramte en taxa, der var på vej mod Låsbygade. Cyklisten kom alvorligt til skade. Vejret var klart, vejen tør og belysningen var god.

I 1969 var der på landsplan 13.859 alvorligt tilskadekomne og 12.305 lettere tilskadekomne i trafikken. Ifølge statistikken fra 1969 forekom der flest personskader i trafikken om fredagen. Om lørdagen var der flest spiritusrelaterede uheld, og om søndagen dominerede personbilerne i uheldene – der var ganske enkelt flere bilister på vejene på denne fridag.

I 1960’erne stak Kolding ikke synderligt ud i statistikken. I slutningen af 1930’erne havde den til gengæld været helt gal. Hér lå Kolding nemlig på 2. pladsen i forhold til antallet af færdselsuheld pr. indbygger – kun overgået af København. I 1938 var der således 6,2 færdselsuheld pr. 1.000 indbyggere i Kolding. I Aarhus lå tallet på 5,8, i Odense lå det på 5,2, og i Vejle var der 4,2 uheld pr. 1.000 indbyggere.

Foto: Færdselsuheld i Vesterbrogade i 1967. Fotograf: Peter Thastum. Kolding Stadsarkiv.

Forenklingsudvalget mødes

Mandag den 16. januar 1928 indkaldte borgmesteren i Kolding, de fire øvrige medlemmer af Forenklingsudvalget til en gennemgang af rapporten, der skulle afrunde udvalgets arbejde. I maj 1926 fik udvalget til opdrag, at forenkle Kolding Kommunes administration.

Forenklingsudvalget havde, med udgangspunkt i regnskabsårene 1922 til 1927, kigget på indtægter og udgifter og administrationsudgifter i kommunens tolv enheder, og udarbejdet en rapport om mulige ændringer og besparelser i kommunens administration. Kolding Kommunes administration bestod af Kommune ejendomme, Vandværket, Elektricitetsforsyningen, Gasværket, Slagtehuset, Borgmesterkontoret, Kæmnerkontoret, Skattekontoret, Stadsingeniørens kontor, Fattigvæsenets kontor, Hjælpekassens kontor og Aldersrentekontoret.

I rapporten beskrev Forenklingsudvalget de enkelte enheder med undtagelse af Slagtehuset. Hos Kommune ejendomme foreslog man, at boliginspektøren fik en cykel stillet til rådighed, så han kunne cykle ud til restanter i stedet for at sende rykkerskrivelser. Dette vil give mere tid til kontorarbejde og flere restanter kunne besøges.

Elektricitetsforsyningen kunne der ikke gøres så meget ved, da Kolding kommune blot var én af flere interessenter, men man anbefalede at Frk. Therkelsen, som den eneste fastansatte, skulle flyttes til en anden lønklasse.

Hos Gasværket og i Borgmesterkontoret så man ikke muligheder for at forandre noget. På Kæmnerkontoret havde man tidligere foretaget ændringer. Der var anskaffet en regnskabsmaskine som hjælp til kassereren og som hjælp i forbindelse med kontrollen. Udvalget foreslog dog, at assistent Borch fastansættes. Han havde arbejdet i kommunen i 26 år. I Skattekontoret ændredes en praksis, så alle skatter skulle indbetales til Kæmnerkontoret og at man kun udskrev skatter én gang om året.

Hos Stadsingeniøren så man ingen mulige ændringer. Aldersrentekontoret og Fattigvæsenets kontor skulle lægges sammen og det egentlige regnskabsarbejde skulle overføres til Kæmnerkontoret og fremadrettet ville sammenlægningen bære navnet Forsørgelsesvæsenet. Hjælpekassen oplevede ingen ændringer.

Foto: Kolding Kommunes skatte- og beregningskontor ca. 1925. Fotograf: V. Schæffer. Kolding Stadsarkiv.

I anledning af 1. maj - arbejdernes internationale kampdag - lukker arkivet kl. 12. Det betyder, at Historisk Værksted også lukker tidligere end vanligt. Til gengæld holder vi åbent på lørdag d. 4. maj fra kl. 11-15.

I starten af september 1944 modtog landets politimestre en henvendelse fra Statens Civile Luftværn, der var strengt fortroligt. Luftværnet gjorde politimestrene opmærksom på, at Danmark, pga. krigens udvikling, kunne forvente krigsmæssige handlinger i den kommende tid, og derfor var det vigtigt at alle planlagte foranstaltninger inden for det civile luftværn i politikredsene var i orden og klargjort.

Det var bl.a. en udtalelse fra den øverstkommanderende for de allierede ekspeditionsstyrker, general Dwight Eisenhower, der havde rystet luftværnet. I udenlandsk radio havde Eisenhower udtalt, at Tyskland i nær fremtid var nødsaget til at trække sine styrker tilbage fra Norge og Danmark for at kunne forsvare fædrelandet. Dette ville man fra allieret side forhindre med alle midler, hvilket med stor sandsynlighed ville betyde krigshandlinger på dansk jord. Derfor var det vigtigt, at samtlige kommuner på et hvilket som helst tidspunkt kunne etablere fuldt beredskab.

En del af dette beredskab var den såkaldte Socialtjeneste, der hørte under Det Civile Luftværn. Socialtjenestens hovedopgave var at tage sig af folk, som under en katastrofesituation måtte forlade hus og hjem. Den havde bl.a. ansvaret for indkvartering, madlavning, sygepleje m.m. I Kolding var der etableret forskellige opsamlingssteder, hvor borgerne skulle registreres og anbringes indtil faren var drevet over. Opsamlingsstederne lå typisk på skolerne, her bl.a. Sdr. Vang Skole, Riis Toft Skole og Købmandsskolen, men også andre steder blev udvalgt. I forlystelsesetablissementet ’Alhambra’ ved Stejlbjergparken kunne der samles op til 500 personer i den store sal. I den lille sal var der 65 sovepladser. 

I foråret 1944 manglede man dog stadig en del ting før en indkvartering på Alhambra kunne lade sig gøre, hvilket man kan læse mere om i sagerne fra Det Civile Luftværns arkiv.

Man manglede bl.a. 65 madrasser, 130 tæpper, 270 papirhåndklæder, 10 elementlygter, 25 stk. sæbe og 15 tørklosetter. En fordel ved Alhambra var at der var et køkken, der kunne håndtere de mange personer. Til gengæld havde man intet beskyttelsesrum i tilfælde af luftalarm. På den nærtliggende Riis Toft Skole havde man et beskyttelsesrum, men intet køkken, så de knap 200 borgere, der kunne samles på skolen i tilfælde af en katastrofe, skulle bespises fra Alhambra.

I arkivet finder man bl.a. plantegninger over de forskellige opsamlingssteder, oversigter over byens fødevaredepoter samt bespisningsplaner fra Socialtjenestens centralkøkken. Ud fra sagerne får man indtryk af, at det ikke helt kørte på skinner i Kolding. I sensommeren 1944 havde Socialtjenesten endnu ikke indsendt en overordnet plan for Kolding Luftbeskyttelsesområde, hvilket Statens Civile Luftværn klagede over. I foråret 1944 havde man desuden afholdt en evakueringsøvelse, der var gået helt galt. Øvelsen fandt sted i den sydlige del af Kolding med Sdr. Vang Skole som centrum. Men en hel del af mandskabet mødte aldrig op til øvelsen. Der manglede bl.a. 10 beredskabskvinder, og flere af lederne var bortrejst. En enkel leder befandt sig i biografen under øvelsen. Derudover var der adskillige praktiske vanskeligheder, som den teoretiske undervisning ikke havde givet fuld klarhed over.

Kolding og resten af landet blev dog forskånet for krigshandlingerne ved en allieret invasion, men at det var en reel frygt, ser man tydeligt i sagerne fra Det Civile Luftværns arkiv, der befinder sig på Stadsarkivet.

Foto: Forlystelsesetablissementet Alhambra der lå ved Stejlbjergparken fra 1882 til 1955. Ukendt fotograf, Kolding Stadsarkiv.

I Danmark har der været regler omkring hunde siden 1815. Reglerne vedrørte primært hundetegn, hundeafgift samt erstatning for skader forårsaget af hunde. Med Hundeloven af 18. maj 1937, blev der foretaget visse ændringer, der bl.a. skulle sikre bedre kontrol og overblik over hundene i de enkelte kommuner. Denne hundelov, der trådte i kraft d. 1. januar 1938, bestemte bl.a. at det nu var forbudt i byer og områder med bymæssig bebyggelse, at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser mv., der var åbne for almindelig færdsel, uden at de enten blev ført i bånd eller var ifølge med en person, som havde fuldt herredømme over dem. Eventuelle overtrædelser ville føre til bøder, og i værste fald kunne omstrejfende hunde aflives.

Tidligere skulle hunde på landet ikke have hundetegn, men dette blev nu ændret, hvilket var et enormt registreringsarbejde. Som noget nyt skulle der kun betales en afgift, hvis man havde mere end én hund. Små hunde (under 42 cm.) kostede 3 kr., og store hunde kostede 5 kr. (ca. 200 kr. i dag). Ud over et hundetegn, skulle hunden også stadig være forsikret.

Hvor det før var kommunerne, der sad med arbejdet vedrørende ansvarsforsikringerne, overgik denne opgave nu til forsikringsselskaberne. Samtidigt skulle den enkelte hundeejer nu hvert år i januar måned dokumentere over for politiet eller sognefogeden, at der var styr på ansvarsforsikringen.

Hver kommune førte en hundeprotokol, hvor de forskellige oplysninger blev indført. I protokollerne blev ejerens navn, stilling og bopæl noteret. Derudover nedskrev man bl.a. hundens navn, race, farve, størrelse og eventuelle andre særlige kendetegn. Her på arkivet er der bevaret flere hundeprotokoller fra de omkringliggende sognekommuner. Ud over en oversigt over hundeejerne, kan man f.eks. se hvilke hunderacer og hundenavne, der har været populære gennem tiderne. I hundeprotokollen for Seest Sognekommune kan man f.eks. i januar 1941 støde på følgende hunde: foxterrierne Palle og Snap, gravhundene Perle og Bob, Schæferhundene Lady og Chang samt hønsehunden Roy. Ib var umiddelbart et populært navn for gravhunde i starten af 1940’erne.

I sommeren 1942 blev hundeloven skærpet pga. tiderne. Da der herskede en stor uldmangel i landet, meldte Justitsministeriet ud til landets politimestre, at det var af den største betydning at får og lam ikke blev angrebet og ihjelbidt eller skambidt af omstrejfende hunde. Derfor skulle politimestrene være ekstra opmærksomme på at hundeloven blev overholdt. Politiet skulle bl.a. minde hundeejerne om, at det var dem selv, der skulle betale for eventuelle skader, ligesom angribende hunde frit kunne aflives uden krav om erstatning til hundeejeren.

Foto: Hundeprotokollen for Seest Sognekommune 1941.

Før Vamdrup Flyveplads blev etableret i 1964, havde der været mange andre forsøg på at få flyvepladser til Kolding og omegn. I Borgmesterkontorets arkiv finder man flere eksempler.

Allerede tilbage i 1917 blev Kolding Byråd kontaktet af Det Danske Aeronautiske Selskab, der opfordrede byrådet til at diskutere, hvorvidt der burde etableres en flyveplads ved Kolding. Ifølge selskabet havde den igangværende verdenskrig bevist at luftfart var fremtiden. Man forudså at den private luftfart ville få en stor fremgang efter krigen, så derfor burde landets kommuner forberede sig på det. Selskabet tilbød at sende en repræsentant til Kolding for at hjælpe med at udarbejde planer for en flyveplads, men så langt nåede man ikke umiddelbart.

De næste planer i arkivet er fra 1932. Her indsendte ingeniør Frederik C. Schultz sit forslag til et nyt indenlandsk luftnet bestående af seks nye flyvepladser i Jylland og på Fyn, nemlig Aalborg, Esbjerg, Randers, Odense, Kolding og Aarhus. Schultz var inspireret af udviklingen i England, hvor man mellem 1932 og 1935 ville anlægge 150 nye flyvepladser. Eftersom Det Danske Luftfartsselskab var uvillig til at anlægge indenlandske ruter, mente Schultz at de enkelte kommuner selv måtte tage affære. Anlæggelsen af en moderne lufthavn ville koste op mod 900.000 kr. (svarende til over 40. mio. kr. i dag), mens den ”billige” version dengang ville koste omkring 300.000 kr. De enkelte kommuner kunne enten vælge at drive lufthavnen selv, ligesom de kunne gå sammen om et fælles luftfartsselskab. Schultz mente at sådan et selskab i så fald kunne hedde ’Aeroka’ – forbogstavet for hver by.

I 1936 indsendte kaptajn Chr. Viuff fra Hærens Flyvetropper hele to forslag til etablering af flyvepladser nær Kolding. Det ene forslag var en flyveplads ved Herslev. Her havde Viuff udpeget 100 tdr. land syd for Herslev, hvor indflyvningsforholdene var perfekte. Der skulle dog først planeres, ligesom 3-4 mergelgrave skulle fyldes op, bevoksning skulle fjernes og højspændingsledninger skulle flyttes. Ulempen var at flyvepladsen ville være temmelig langt fra Kolding – ca. 14 km., men det var omtrent den samme afstand til Vejle, Fredericia og Middelfart, så kommunerne kunne jo gå sammen om flyvepladsen. Det andet forslag omhandlede Eksercerpladsen ved nuværende Nørremarksvej og Skovvangen i Kolding. Her var der igen gode indflyvningsforhold, ligesom der var mulighed for udvidelser mod syd og vest.

1930’ernes planer blev ikke til noget, men drømmen levede videre i tiden der fulgte. I september 1945 godkendte Arbejdsministeriet, at man etablerede en flyveplads ved Kolding som et beskæftigelsesarbejde. Der ville her blive givet tilskud til lønninger og til køb af materiale. Der var tale om at flyvepladsen skulle placeres ved Strårup, men der blev også afholdt møder med Vejle og Fredericia Kommuner, hvor man havde Herslev-planerne fra 1936 fremme igen. I midten af 1960’erne diskuterede man faktisk stadig en Herslev-flyveplads, men det førte ikke til noget. Til gengæld kunne Vamdrup Flyveplads indvies i september 1964.

Foto: Oversigt over et nyt indenlandsk luftnet, hvor Kolding Lufthavn bl.a. skulle indgå. Udarbejdet af ingeniør Frederik C. Schultz i 1932.

I 1938 fik lønmodtagerne med Ferieloven ret til to ugers ferie. Det blev for alvor startskuddet til, at der i voksende grad blev skelnet mellem arbejde og fritid. En fritid som gennem årene er vokset, men som der samtidig også henlægges flere og flere aktiviteter til.

I årets Koldingbog vil vi gerne sætte fokus på de mange måder, som vi gennem tiden her i Kolding Kommune har brugt vores fritid til. For nogle har familien spillet en central rolle, for andre har det været foreningslivet, kulturelle arrangementer eller en hobby, som har fyldt tiden ud. Sikkert er, at vores fritid er et spejl på nogle af de værdier, som vi har tillagt betydning, og som fortæller noget om det at være menneske før og nu.

Koldingbogen 2024 samler forskellige fortællinger fra borgere i HELE Kolding kommune. Hvis du vil have muligheden for, at skrive en artikel til årets Koldingbog, så kom med dit forslag til en historie om et fritidsliv, der er foregået her i Kolding Kommune.

Send os en kort beskrivelse af dit forslag på ca. 10 linjer senest 2. april 2024. Den færdige artikel skal være ca. 5 sider lang og illustreret med billeder. Der vil være deadline for aflevering af første artikeludkast 13. maj 2024. Har du brug for sparring eller har du spørgsmål til processen, er du velkommen til at kontakte os.

Kontakt:
arkiv@kolding.dk
79791030

I juni 1921 anmodede borgmesteren i Kolding, Oluf Bech, om at afdelingerne i kommunen skulle udforme en oversigt over deres personale.

Indbyggertallet i byen var faldendende. Mange af de højtlønnede havde valgt at bosætte sig i de omkringliggende sognekommuner. Kolding havde i årene op til 1921 gennemført en række anlægsprojekter for lånte penge og i 1922 skulle lånet indfries og ligningsprocenten måtte stige med over syv procent og der måtte udskrives ekstra skatter og byrådet skulle finde besparelser.

I 1921 overtog Kolding købstad også hele rådhusbygningen på Akseltorv, som nu skulle rumme byrådssal og hele den kommunale administration og bygningen skulle renoveres. Der var derfor et behov for, at man vendte alle sten for at finde besparelser.

Skattekontoret meldte tilbage at der var to assistenter; én i ligningsafdelingen og én i regnskabsafdelingen. Der var også fire frøkener ansat, der tog sig af ejendomssager og førte renovationsjournalen samt to der tog sig af skrivemaskineopgaver. I beskrivelsen af arbejdsopgaverne præciseres antallet af opgaver pr. medarbejder og hvor mange opkrævningsjournaler der skrives. Hertil kom de særlige opgaver som, mandtalslister, selvangivelser, ejendomsskemaer, som udførtes i perioden fra oktober til april og, som det påførtes, ofte blev udført indtil kl. 12 nat. Som en sidste kommentar skriver kontorchefen, at skattekontorets pålagte arbejder kun har ladet sig gøre ved stærkt forceret arbejde.

Ved Gasværket var der både fast- og ikke fast-personale. Blandt de faste var der bestyreren, formanden, rørlæggerne, aflæserne, pladsarbejderne og en smed. Blandt de ikke faste var der kontorassistenter, timelønnede og lygtetændere der både skulle tænde, slukke og pudse lygter.

Hos Stads- og Havneingeniøren og Bygningsinspektøren var der tre ingeniører ansat, en konstruktør, en tegner, en assistent og et kontorbud.

På Kæmnerkontoret var der to afdelinger; bogholderiet og ekspeditionen. I bogholderiet var der en kommunebogholder, en fuldmægtig og en bogholder. I ekspeditionen sad kommunekassereren, flere kontorister, enkelte assistenter og to frøkener. Kæmneren gjorde opmærksom på, at det stadigt voksende arbejdspres har medført ekstraarbejde om aftenen eller om søndagen, men personalet har altid villigt udført dette arbejde uden krav om ekstrabetaling.

Alderdomsvæsenet havde følgende ansatte; et ægtepar (økonom Lorenzen og hustru) og til hjælp havde de to piger der forretter sygepleje, en kokkepige, en vaskepige og fire gangpiger. Lorenzen gør opmærksom på, at arbejdsmængden er forøget på grund af ny lovgivning.

De enkelte afdelinger i kommunen var altså meget opmærksomme på, at fortælle at der var brug for alle personaler og at arbejdsmængden var stor, men at man ofrede sig for at få tingene til at hænge sammen.

Kolding Købstad skulle spare og i stadsarkivets samlinger finder man nogle af de historier der fortæller om baggrund for besparelserne og reaktionerne derpå.

Foto: Kolding Rådhus før dens ombygning i årene 1922-1925. Fotograf: S. Sørensen, Vamdrup. Kolding Stadsarkiv.

Udvalget for Husmoderferie blev stiftet i 1946 på initiativ af Dansk Kvindesamfund. Det landsdækkende udvalg havde til formål at arrangere gratis ferie for mindre bemidlede familier, her særligt for husmødrene. Argumentet var bl.a. at husmødrene aldrig kunne holde helt fri, når familien havde fælles ferie- og fridage. Dette skulle der laves om på. Udvalget bestod af repræsentanter fra forskellige organisationer og politiske partier, og det modtog med tiden en stor offentlig og privat støtte

Ifølge en Gallupundersøgelse fra sommeren 1945, var der dog i starten ikke noget udbredt ønske om ferie til husmødrene. 64% af de adspurgte svarede nej tak til sådan en ordning. En stor del af ja-sigerne var mænd, der syntes at det var en god idé, at husmødrene fik noget ferie fra mand og børn. En bekymring for om mand og børn kunne klare sig selv, når moderen var på ferie, er muligvis en forklaring på hvorfor mange kvinder takkede nej til sådan en ordning i første omgang.

Udvalget for Husmoderferies lokalafdeling for Kolding og omegn arrangerede ferieophold på Ungdomsskolen i Holsted og på Nr. Broby Efterskole på Fyn. Husmødrene måtte gerne tage mindre børn med, hvis der ikke var andre pasningsmuligheder. For at deltage skulle husmoderen først udfylde et ansøgningsskema, ligesom det var nødvendigt at skrive en begrundelse for hvorfor man skulle med. 

En husmoder fra Kolding skrev i 1950’erne følgende begrundelse for hvorfor hun skulle med: ”Jeg er husmoder, og har tre børn. Den største er 5 år. Jeg vil gerne bede om at komme med på ferie i Holsted med mine børn. Min mand har været meget arbejdsløs, og jeg selv har været syg og er blevet opereret. Så jeg vil være meget glad om mig og mine børn kunne komme med.” I de kommunale samlinger er der bevaret en del af dette ansøgningsmateriale fra 1950’erne og 1960’erne, der giver et unikt indblik i de forhold, som mange af kommunens mindre bemidlede levede under på denne tid. I ansøgningsskemaerne skulle den enkelte f.eks. angive familiens adresse, mandens erhverv, antal børn og deres alder, helbredsmæssige oplysninger og indtægter.

Der var kun et begrænset antal pladser, så mange søgte forgæves om en uges ferieophold. Fra Kolding og omegn kom der årligt 20-30 husmødre afsted, hvilket dog stadig var et fremskridt for en del af befolkningen, der normalt ikke havde råd eller mulighed for at holde ferie.

I dag er Husmoderferie en privat landsdækkende forening, der har til formål at arrangere særlige ferier og andre aktiviteter for udsatte børnefamilier.

Foto: Orientering om husmoderferie fra 1965. Borgmesterkontorets arkiv, Kolding Stadsarkiv.

I 1966-1967 begyndte Kolding Kommune og de omkringliggende sognekommuner på kommunesammenlægningsforhandlingerne, der allerede var i gang landet over, og hvor deadline var 1. april 1970. 1.100 kommuner skulle lægges sammen til 300 enheder, der ville være i stand til at løse større opgaver især på det tekniske og sociale område med større effektivitet og afgørelser tættere på borgerne.

Der blev samtidigt også arbejdet med alternative sammenlægningsplaner. De 8 Sogne, bestående af Hejls, Taps, Vejstrup, Ødis, Vonsild, Dalby, Sønder Bjert og Sønder Stenderup, overvejede f.eks. at slå sig sammen til én storkommune. Et af de mere omfattende forslag var dog etableringen af en trekantskommune bestående af købstæderne Kolding, Vejle og Fredericia samt 27 omliggende sognekommuner. Der var ikke blot tale om en skør idé, men samtlige kommuner havde flere seriøse drøftelser omkring mulighederne, hvilket man f.eks. kan finde materiale om i Borgmesterkontorets arkiv.

Den 24. oktober 1966 mødtes repræsentanter for kommunerne, herunder borgmestre, sognerådsformænd og amtsrådsmedlemmer, for første gang i Vejle for at diskutere sagen. Der var mange argumenter for sådan en sammenslutning. Trekantkommunen ville få 150.000 indbyggere, der havde ét fælles byråd, én centraladministration og en fælles skatteindskrivning. Kommunen ville få større politisk og økonomisk slagkraft over for ministerier. Flere var desuden af dén opfattelse, at Sydjylland manglede et regionscenter for området, der kunne byde den samme storby-service, som Odense, Aarhus og Aalborg ydede for deres opland. Dette ville Trekantkommunen være en løsning på. 

Storkommunen ville bl.a. få adgang til uddannelsesmæssige og kulturelle institutioner, som man ellers måtte rejse efter, og dermed ville man kunne tiltrække og fremme udviklingen for borgerne og for erhvervslivet.

Der var dog også modstandere af idéen. Vejles borgmester Villy Sørensen mente f.eks., at man i det lange løb ville tabe langt mere end hvad man ville vinde. Modstanderne frygtede især at en tidsrøvende administration ville trække tænder ud. Harte-Bramdrup Sognekommune var også imod en trekantkommune. Ifølge sognerådet var det på daværende tidspunkt muligt at få gennemført mange ting hurtigt og effektivt i sognekommunen, men man frygtede at en storkommune ville gøre det vanskeligere at få ført beslutninger ud i livet.

På mødet i Vejle blev det besluttet at der skulle etableres et undersøgelsesudvalg, men før undersøgelserne for alvor kom i gang, blev idéen om Trekantkommunen droppet. Det var især modstanden fra Vejle Kommune, der satte en stopper for det hele. I Kolding endte det i 1970 med en sammenlægning af købstadskommunen og de ni sognekommuner: Eltang-Vilstrup, Dalby, Sønder Bjert, Sønder Stenderup, Vonsild, Seest, Harte-Bramdrup, Alminde og Viuf. Eltang-Vilstrup sognekommune blev allerede sammenlagt med Kolding Kommune d. 1. april 1969.

Foto: Forsiden til bogen om kommunesammenlægningen i Kolding i 1970 af Vilhelm Lønvig. Kolding Stadsarkiv.

Med oktober-stormfloden frisk i erindring, dykker vi i dag ned i de kommunale sager for at se lidt på tidligere tiders oversvømmelser.

I løbet af 1940’erne oplevede man nogle hårde isvintre i Danmark, der besværliggjorde en hel del. Da tøvejret senere begyndte at slå ind, gav det også visse problemer, idet smeltevandet fik vandløbene til at gå over sine bredder. Den 2. marts 1941 var det særligt galt i Kolding, hvor store dele af byen blev oversvømmet pga. de ekstraordinære mængder vand i Kolding Å. I Borgmesterkontorets arkiv finder man flere sagsmapper vedrørende denne hændelse.

Ifølge Falck var der denne dag vandskader omkring 1.000 steder i byen. Vesterbrogade-viadukten og Søndergade var totaloversvømmet, og den nu nedlagte Parcelvej ved Ålegården var meget hårdt ramt. Her fik man op til 65-70 cm. vand i stuerne. På den nærliggende S. Winklers Trikotagefabrik nåede man i sidste øjeblik at redde arkivet op fra kælderen, og på den modsatte side af åen kæmpede man længe for at holde vandet ude af elektricitetsværket. Dette lykkedes ikke helt, da vandet både nåede ind på kontorerne og i maskinhallen.

I den anden ende af byen var den også gal, idet der her var sket et brud på dæmningen for den opstemmede sø vest for Byparken. Derudover var vandføringen fra Marielundssøen til Slotssøen så stærk, at bækken flere steder gik over sine bredder. Oversvømmelserne i denne ende af byen gik især ud over kvarteret omkring Castenskoldsvej. Flere nærliggende virksomheder, så som Margarinefabrikken ’Koldinghus’ og Goriværk, blev beskadiget af vandmasserne. Der blev også rapporteret om mindre oversvømmelser ved Munkensdam, Taubersvej, Strandvejen, Fynsvej og Kongebrogade.

Ud fra sagerne i Borgmesterkontorets arkiv kan man blive klogere på hvordan man gennem tiden har håndteret større oversvømmelser i Kolding. En stor del af sagerne fra 1941 omhandler den erstatning, som mange hus- og virksomhedsejere efterfølgende søgte af kommunen. Nogle mente at man fra kommunens side burde have været bedre rustet mod sådan en oversvømmelse, idet man havde oplevet en lignende hændelse så sent som d. 9. januar 1939. Et andet kritikpunkt lød på, at beredskabet kom alt for sent i gang. Falck og Zonen havde nemlig været på en øvelse med Civilbeskyttelsen, så de ankom først til byen da øvelsen var overstået.

Dagens foto viser oversvømmelsen ved Vesterbrogade-viadukten d. 2. marts 1941. Fotograf: Knudsen & Jochumsen.

Hos stadsarkivet findes der flere samlinger fra nogle af de arkitekter, der har haft en stor indflydelse på Kolding og omegn gennem tiden. Her kan der bl.a. nævnes Ernst Petersen, Poul Mogensen, Søren Nissen og Børge Rasmussen.

Endnu et eksempel er arkitekt og konstruktør Sigurd Madsen (1904-1984). Han var søn af snedkermester Povl Madsen, som var landskendt for sin virksomhed i Dons, der fremstillede gymnastikredskaber. Sigurd gik delvist i faderens fodspor ved at gennemgå en læretid som tømrer, men med interesse for større foretagender læste han senere til arkitekt.

I midten af 1930'erne startede Sigurd Madsen en tegnestue i Låsbygade. Hans byggerier tog udgangspunkt i traditionel dansk byggeskik og fulgte udviklingen i funktionalistisk retning, hvor nye og billigere materialer gjorde sig gældende.

Gennem årene løste Sigurd Madsen mange bygningsopgaver i Kolding og omegn. Især skoleområdet var hans speciale. Det drejede sig bl.a. om arbejde ved Sdr. Vang Skole, Riis Toft Skole og Aalykkeskolen. Derudover var han involveret i opførelsen af skoler i bl.a. Bække, Bølling, Egtved, Eltang, Sdr. Andst, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup, Vejstrup og Vester Nebel.

Sigurd Madsen specialiserede sig også i opførelsen af mejerier, og i hans arkiv finder man således tegninger af over 30 forskellige mejerier.
Sideløbende med sin tegnestue videreførte han faderens fabrikation af gymnastikredskaber, ligesom han var konstruktør ved Teknisk Skole i Kolding.

I Sigurd Madsens arkiv finder man en omfattende mængde arkitekttegninger af villaer, gårde, små og store virksomheder samt kommunale ejendomme fra hele landet. Man finder også tegninger af projekter så som etablering af et dækningsrum for 12 personer fra besættelsen, eller design af gravsten og køkkenredskaber.

Inden Sigurd Madsen gik på pension i midten af 1970’erne, samarbejdede han i de sidste år med sønnen, arkitekt Jens Madsen, om en række byggerier, her bl.a. opførelsen af Aktivbanken i Kolding.

Foto: Tegning af Sdr. Vang Skole fra Sigurd Madsens arkiv. Kolding Stadsarkiv.

I Stadsarkivet samler vi historien om den politiske og administrative udvikling i Kolding. Arkivet er fyldt med 160 års historie fra Kolding og de tidligere sogne og kommuner rundt om Kolding.

Den politiske og administrative organisering har ændret sig i takt med samfundet og i dag er kommunerne store arbejdspladser der løser mange forskellige arbejdsopgaver.

Siden 1841 hvor man fik lokalt selvstyre har der været kommissioner og udvalg, men i 1900-tallet voksede antallet af opgaver og dermed også antallet af udvalg, kommissioner, nævn mm.

I 1909 havde man i Kolding atten stående udvalg bl.a. ”udvalget for de populære foredrag”, så udvalgenes opgaver var meget forskellige. Beslutningen om, hvornår noget er et udvalg, en kommission eller et nævn har også udviklet sig i takt med samfundets udvikling, og ofte er en kommission med tiden blevet til et udvalg.

Der er også udvalg der med tiden er blevet afviklet. I 1946 havde man bl.a. Mælkeudvalget og Udvalget for Folkebade og kort efter krigen også et udvalg for befolkningens forsyning med kartofler og flæsk.

Efter kommunesammenlægningen i 1970 fik kommunerne en større administrativ opgave og kommunerne fik større selvstændige forvaltninger og ofte tilknyttet til et udvalg.

I dag har vi i Kolding Kommune ti udvalg. Kigger man på udvalgenes opgaver kan man se, at nogle udvalg dækker over opgaver der har eksisteret i mange år, mens andre taler ind i de temaer som fylder meget i nutiden såsom bæredygtighed.

Kolding Stadsarkiv har ca. 100 hyldemeter i arkivet, som udelukkende er protokoller fra de mange forskellige udvalg i Kolding Kommune og forgængerkommuner. Stadsarkivet får løbende forespørgsler fra Kolding Kommune omkring beslutninger fra ét af de mange udvalg som er opbevaret i arkivet.

I dag tager vi endnu engang fat i ét af de mange projekter, der aldrig blev ført ud i livet. Denne gang bevæger vi os ud til Sdr. Stenderup, hvor man i sognekommunes arkiv finder en interessant sag fra starten af 1940’erne.

I marts 1942 henvendte Stenderup Strand & Omegns Fiskeriforening sig til Sdr. Stenderup Sogneråd, idet man havde store planer om at etablere en fiskerihavn ved Gl. Ålbo. Fiskeriforeningen talte omkring 30 fiskere, der var bosat langs kysten. Fiskeri fra kysten var besværligt. Fiskerne var tvunget til at trække bådene på land efter dagens arbejde, og så kunne de være afskåret fra at fiske i vintermånederne. Med en fiskerihavn ville de derimod kunne beholde bådene i vandet, og fiske så godt som hele året.

Havneprojektet byggede på nogle gamle planer fra 1929-1930, hvor sognekommunen dengang ønskede at etablere en anløbsbro ved Gl. Ålbo. Dengang strandede planerne, da man ikke kunne rejse nok midler.

Projektet i 1942 ville løbe op i ca. 160.000 kr. (i dag omkring 4 mio. kr.), og fiskeriforeningen regnede med at de selv kunne indsamle 40.000 kr. Med henvendelsen til sognekommunen håbede foreningen at kunne få et tilskud på 25-30.000 kr., ligesom man håbede på, at sognekommunen fremover ville stå for havnens årlige vedligeholdelse. Man regnede desuden med at kunne få tilskud fra både staten og amtet, ligesom man satsede på at få havneprojektet anerkendt efter loven om igangsættelse af offentlige arbejder til afhjælpning af arbejdsløshed.

En anden aktør i projektet var arkitekt Kristian Bramsen, der var født i Sdr. Stenderup Sogn. Selvom han havde sit virke i København, var han meget optaget af udviklingen på hjemstavnen. Allerede i 1937 begyndte han at arbejde på en byplan for en fiskerby ved Gl. Ålbo. Da havneprojektet kom på banen i 1942, fandt Bramsen sine planer frem igen. Han udarbejdede et skitseforslag til en bebyggelsesplan i forbindelse med den nye havn, som han sendte til sognekommunen. Bramsens bysamfund skulle bl.a. bestå af boliger til fisker-familierne, en købmandsforretning og et torv, hvor beboerne kunne samles. Der var tale om en fiskerihavn, men ifølge Bramsen kunne havnen f.eks. også benyttes til udskibning af træ fra Stenderupskovene. Havnen skulle derfor kunne besejles af større fartøjer, ligesom det var oplagt, at der blev etableret et savværk ved havnen.

Men ak. Som bekendt blev der aldrig etableret en fiskerihavn ved Gl. Ålbo. Tårnhøje priser og materialemangel under den igangværende verdenskrig satte en effektiv stopper for planerne. Efter krigen skulle der spares penge, og med tiden døde fiskeriet langsomt ud ved Gl. Ålbo. I dag finder man Gl. Ålbo Camping dér, hvor fiskerboligerne skulle placeres ifølge arkitekt Bramsen.

På dagens foto ses et udsnit af Kristian Bramsens planer for en fiskerby ved Gl. Ålbo. Fra Sdr. Stenderup Sognekommunes arkiv. Kolding Stadsarkiv.

I dag dykker vi ned i børnehjemmet Tinghøjs arkiv.

Den 2. november 1888 blev Kolding Børnehjem indviet i Kralundsgade (i dag Sct. Michaels Gade). Det private børnehjem var oprindeligt beregnet til hjemløse piger fra 2-års alderen, og der var i starten plads til 10 børn. Købmand B. Aagaard, der var medlem af børnehjemmets bestyrelse, solgte et hus med have til det nye børnehjem, som han lod henstå rentefrit i 5 år. Velvillige borgere samlede penge ind til oprettelsen af børnehjemmet, ligesom der f.eks. blev afholdt teater til fordel for hjemmet.

Senere måtte der også bo drenge på hjemmet. I 1937 boede der således 14 drenge og piger på Kolding Børnehjem. I slutningen af 1930’erne blev det besluttet, at der skulle opføres et helt nyt børnehjem i byen. På trods af at børnehjemmet løbende var blevet udvidet, havde det længe været overbelagt. Det nye børnehjem skulle opføres på Tingvejen 6, og det skulle stå klar til 50-års jubilæet i 1938. Kolding Kommune skænkede grunden samt 10.000 kr. til hjemmets opførelse.

På det nye børnehjem, der sidenhen gik under navnet Børnehjemmet Tinghøj, var der plads til op mod 25 børn i alderen 2-14 år. I kælderetagen var der køkken, spisesal, spisekammer, vaske- og fyrrum. I stueetagen havde forstanderen privatbolig, ligesom der var dagligstue, opholdsrum og legerum for børnene. På øverste etage var der soverum og badeværelser.

Senere blev børnehjemmet en afdeling under Kolding Børne og ungdomspension (Afdeling Tinghøj). Børnehjemmet delte her administration og forstander med Afdeling Fuglehøj på Dyrehavevej 101.

Tinghøjs arkiv består af en lang række sager. Her er stambøger og sagsakter på børnene, materiale vedrørende bidragsydere til hjemmet, byggesager, regnskaber, forhandlingsprotokoller og meget andet, der dokumenterer driften og hverdagen på børnehjemmet gennem tiden.

Foto: Børnehjemmet Tinghøj i 1949. Ukendt fotograf. Kolding Stadsarkiv.

En kort historie om byfornyelse i Kolding.

I 1977 vedtog man i Kolding byplanvedtægt 00. Byplanvedtægten blev vedtaget på baggrund af en række forarbejder og en byrådsbeslutning fra 1973, hvor byrådet besluttede at styrke bykernen som boligområde gennem bevarende boligsanering. Saneringsarbejdet handlede bl.a. om at få de små baggårdsvirksomheder flyttet uden for byen.

Kolding Kommune opkøbte sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne mange grunde i byen med henblik på nedrivning. Formålet var bl.a. at gøre plads til nye veje, som Vestre Ringgade, samt at gøre plads til centerudbygningen. Byfornyelse stod højt på dagsordenen i Kolding fra slutningen af 1950’erne, men byplanlægningen i Kolding var i lang tid præget af de uopklarede spørgsmål om mulige vejlinjeføringer i og uden for byen. Desuden var der spørgsmålet om den nye Lillebæltsbros placering og motorvejen i nord- og sydgående retning. I 1960’erne var et af forslagene bl.a. en motorvejsforbindelse over Kolding fjord.

I byfornyelsesarbejdet måtte man kæmpe mod borgernes skepsis over for kommunens mangeårige nedrivningspolitik. Fra kommunal side var der dog politisk enighed om de fleste af saneringsplanerne og man fik begyndt på en saneringsplan hvert år. Byfornyelsesarbejdet i Kolding Kommune fyldte meget i 1970’erne og 1980’erne og involverede mange instanser i den kommunale administration. Kolding Stadsarkiv har derfor flere arkiver der indeholder materiale om byfornyelse, forarbejder og fotos der dokumenterer disse projekter.

Foto: Kort benyttet i forbindelse med byfornyelsesarbejdet, Teknisk Forvaltning, Kolding Stadsarkiv.

Arkivets mange samlinger omhandler ikke kun sager, der blev ført ud i livet. Planer og visioner, der kun nåede til tegnebrættet, er i mange tilfælde også bevaret. Disse sager kan i dag bl.a. fungere som inspiration til nye projekter.

Dykker man f.eks. ned i Stads- og havneingeniørens arkiv, kan man ofte støde på spændende idéer, der af forskellige årsager blev kasseret i sidste ende. I slutningen af 1930’erne blev der eksempelvis arbejdet på at få en svømmehal til byen. På dette tidspunkt eksisterede der kun et friluftsbad på Kolding Fjords sydside (opført i 1920), men der var et behov for flere muligheder. Sommerens få måneder var ikke tilstrækkelig for de badeglade Koldingensere, og i nogle perioder var det slet ikke muligt at bade i fjorden pga. kloakkernes forurening af badevandet.

Planerne for en kommende svømmehal med tilhørende friluftsbad fandt sted i årene 1937-1942. Den skulle placeres i området ved Ålegården og Vesterbrogade-broen – klods op ad Kolding Å. Her ville svømmehallen først og fremmest være placeret tæt på centrum og flere af byens skoler, men placeringen havde også en anden praktisk årsag. Vandet til bassinerne skulle indpumpes fra åen efter at have gennemgået en passende renselsesproces. Derudover ville man udnytte at Kolding Elektricitetsværk kun lå et stenkast derfra. Det var nemlig ønsket, at man kunne benytte det opvarmede kølevand fra værket til opvarmning af svømmehallen.

Ud over at bestå af en indendørs og en udendørs afdeling, ville svømmehallen have renselsesbade og en barber- og frisørsalon. Bygningen skulle indeholde omklædningsrum, skyllerum, toiletter, billetsalg og en kiosk. Derudover ville der være en mindre lejlighed til bademesteren. Inde i svømmehallen skulle der desuden være tribuner med plads til 400 tilskuere, så der også kunne arrangeres svømmestævner.

Men planerne om en ny og moderne svømmehal blev dog aldrig ført ud i livet. Det var sandsynligvis verdenskrigen, der kom i vejen, hvor der hverken var økonomi eller byggematerialer til den slags byggeri. Først i 1954 skete der noget på badefronten, da der blev etableret et friluftsbad i Kolding. Nu var der dog tale om en helt anden placering, nemlig i Hospitalsgade, hvor Slotsøbadet senere kom til (1994).

Foto: Tegninger fra projektet om en svømmehal og friluftsbad ved Kolding Å. Stads- og havneingeniørens Arkiv. Kolding Stadsarkiv.

I inspirationskataloget for skoleåret 23/24 er der flere nye undervisningstilbud. Heriblandt to nyudviklede forløb til indskolingen. Forløbene er skabt i samarbejde med en række indskolingslærere fra Sdr. Vang Skole, Bakkeskolen, Lyshøjskolen og Ødis skole samt Nicolai for børn. Læs eller download hele kataloget her

I kataloget kan du som lærer også gøre brug af flere gennemprøvede forløb, som der fortsat er stor efterspørgsel på, men også til mellemtrinnet og udskolingen er der ny inspiration. Ligesom man allerede nu kan tilmelde sin klasse til det årlige Skamlingsbankeevent dagen før Kr. Himmelfart. 

Gennem tiden har Kolding ad flere omgange været udfordret af boligmangel. Det kunne særligt mærkes i krisetiderne omkring 1. og 2. Verdenskrig, hvor tårnhøje priser og materialemangel herskede.

På trods af omstændighederne gjorde Kolding Kommune meget for at løse problemerne, dels ved at indrette boliger i eksisterende bygninger, og dels ved at opføre nye bygninger – nogle billigere opført end andre. I 1918 købte kommunen f.eks. et gammelt uldspinderi på Vejlevej, som man omdannede til husvildebolig, og i 1920 blev de såkaldte Havneboliger opført på hjørnet af Caspar Müllers Gade og Østerbrogade. Denne træbygning var i ét plan og rummede ét- og toværelses lejligheder. Der var hverken toilet eller indlagt vand i Havneboligerne, der først blev nedlagt i 1973. Frem til 1922 blev det til omkring 300 nye kommunale boliger.

Med Husvilde-sagerne i Borgmesterarkivet er det muligt at få et indblik i det omfattende arbejde, der lå bag kommunens forsøg på at løse tidligere tiders boligproblemer. Samlingen er en spændende kilde til en tid, hvor relativt mange mennesker stod uden tag over hovedet.

Størstedelen af sagerne i samlingen stammer fra besættelsesårene. I disse år blev kommunen især udfordret ved at den tyske værnemagt i stor stil beslaglagde skoler, forsamlingshuse m.m., der ellers var gode alternativer som midlertidige boliger for husvilde. Det lykkedes dog stadig at indrette visse bygninger til beboelse. Hvidsminde Skole ved Fynsvej kom f.eks. til at huse fire familier, Forskolen i Blæsbjerggade husede 13 familier, og i Den apostolske kirke på Lykkegårdsvej boede der seks familier. Kommunen opførte også nye boliger under besættelsen. I løbet af 1943 var 68 lejligheder således undervejs, her bl.a. ved Vifdam, Ottosgade, Læssøegade, Skovvejen og Borgmestervangen.

Krigsafslutningen betød ikke en løsning på boligmanglen med det samme. Der skulle gå flere år før man igen kunne følge med. I slutningen af krigen var et meget stort antal tyske flygtninge indkvarteret i værnemagtens barakker rundt om i byen. I takt med at flygtningene rejste hjem til Tyskland, blev disse barakker anvendt som husvildeboliger. Her kan der f.eks. nævnes barakkerne i den såkaldte Petersbjerggårdlejr, der lå ved nuværende Baldersvej. Lejrens barakker, der ses på billedet, fungerede som husvildeboliger fra 1948 til 1956.

I arkivmagasinet på Nytorv bevarer Kolding Stadsarkiv en lang række arkiver der indeholder materiale om byplanlægning, byudvikling og byfornyelsesprojekter.

Et nyt rådhus er der blevet talt om med mellemrum, men i slutningen af 1960’erne blev der udarbejdet en rapport omkring udviklingen af Bredgade og Torvegade. Allerede i 1964 var der udskrevet en arkitektkonkurrence på et nyt rådhus, og nogle år senere nedsatte kommunen to udvalg, der med udgangspunkt i vinderprojektet fra arkitektkonkurrencen skulle arbejde videre med ideerne for et nyt rådhus. De to udvalg hed Administrationsudvalget og Fritidsaktivitetsudvalget.

Administrationsudvalget kom frem til den konklusion, at der var behov for 6500 m2 til den kommunale administration. Forudsætningen var, at alle kommunale ansatte blev samlet i én bygning. Der var planer om en ny byrådssal og udvalgsværelser, men først i projektets 2. etape. Først skulle der etableres et center på 6500 m2 til den kommunale administration. Der skulle bygges i tre etager og det eksisterende rådhus skulle i forbindelse med 2. etape omdannes til et hus for kultur- og fritidsaktiviteter.

Fritidsaktivitetsudvalget tog i deres arbejde bl.a. udgangspunkt i et ønske fra Arbejdernes Forsamlingsbygning om lokaler, der skulle indeholde et større teater, en restaurant og en mindre sal foruden mødelokaler. Der skulle også være plads til en biograf, en biblioteksfilial og et mindre kunstmuseum.

Under det efterfølgende skitseprojekteringsarbejde fandt man frem til, at et projekt på ét så velbeliggende areal i bykernen burde indeholde andre funktioner end den offentlige administration. Dette førte til en principvedtagelse i byrådet i december 1968 af et skitseprojekt, der rummede ca. 11.000 m2 til offentlig administration, ca. 13.000 m2 til detailhandel og ca. 4.000 m2 til kulturelle formål.

Planerne blev aldrig til noget, men området kender vi i dag som Midtgården samt den erhverv og detailhandel, som ligger langs Bredgades vestre side.  

Kolding Stadsarkiv - herunder Skoletjenesten Kolding - foretager lejlighedsvis fotografering og videooptagelser i forbindelse med forløb og arrangementer, som Kolding Stadsarkiv står bag. Vi bruger billederne og videoerne til at oplyse om Kolding Stadsarkiv og Skoletjenesten Koldings virksomhed, og offentliggør dem bl.a. på Kolding Stadsarkivs hjemmeside, sociale medier og i pressemeddelelser.

Det gør vi med hjemmel i Databeskyttelsesforordningen paragraf 6, litra f.

Hvis du ikke ønsker at bliver fotograferet eller optaget på film, kan du altid gøre fotograf og/eller personalet opmærksom på dette. Bliver du fotograferet uden dit vidende, og ønsker du at få fjernet et billede af dig, kan du altid kontakte Kolding Stadsarkiv, som vil respektere din anmodning.