I dag dykker vi igen ned i Bygningskommissionens arkiv - men denne gang bevæger vi os dog ud i det såkaldte Kolding Landsogn. Bygningskommissionen blev påbudt for landets købstæder i 1832, men først omkring 1900 blev der også oprettet bygningskommissioner i landkommunerne.
Bygningskommissionen havde til formål at godkende alle nyopførelser, ombygninger og hovedreparationer af bygninger. Kommissionen bestod bl.a. af borgmesteren/sognerådsformanden, brand- og bygningssagkyndige m.fl. Herunder var der tilknyttet en bygningsinspektør, der førte tilsyn med byggeriet, og som generelt sørgede for at byggeloven blev overholdt. Når en bygherre ansøgte om byggetilladelse, skulle der vedlægges tegninger og forklaringer.
Kolding Landsogn eksisterede fra omkring 1760 til kommuneudvidelsen d. 1. april 1930. Det bestod af to områder. Det største område lå øst for byen og strakte sig fra Fredericiagade og Slotssøens østside ud til Marielundsøen. Et mindre område lå vest for byen og omfattede Aalykkekvarteret.
Kolding Landsogn blev hjemsted for flere større industrivirksomheder, hvilket man også ser i Bygningskommissionens arkiv. Her er f.eks. tegninger af den kendte Hans Hansens Sølvvarefabrik og af Koldinghus Margarinefabrik.
Dagens foto viser lidt af det tegningsmateriale, der er bevaret for den nævnte margarinefabrik. Aktieselskabet Koldinghus Margarinefabrik blev grundlagt i 1913 i Søndergade 3. I 1920 købte Mads Jensen (1876-1933) alle aktier, og han fik virksomheden omdannet til et privat selskab. Produktionen voksede, og han indså hurtigt at fabrikken manglede plads. I arkivet kan man se at murermester og bygningskonstruktør R. Chr. Christensen henvendte sig til Bygningskommissionen i juli 1923. Her søgte han om tilladelse til at opføre en ny fabrik for fabrikant Jensen, og han vedlagde i samme omgang sine tegninger. Planen blev godkendt, og fabrikken blev opført på Grønningen 17 i løbet af 1923/1924. Koldinghus Margarinefabrik eksisterede frem til 1974, og bygningerne blev sidenhen revet ned. I dag er der opført andelslejligheder på grunden.
Foto: Tegning af Koldinghus Margarinefabrik. Bygningskommissionens arkiv for Kolding Landsogn.