Gå til indhold
12 Svommehal og friluftsbad
09.08.2023

Hele kommunens arkiv

Kolding Stadsarkiv er hele kommunens arkiv. Vi er både dokumentationscenter og historiefortællere. Her kan du få en lille smagsprøve på, hvad samlingerne bl.a. rummer: Kasserede projekter.

Arkivets mange samlinger omhandler ikke kun sager, der blev ført ud i livet. Planer og visioner, der kun nåede til tegnebrættet, er i mange tilfælde også bevaret. Disse sager kan i dag bl.a. fungere som inspiration til nye projekter.

Dykker man f.eks. ned i Stads- og havneingeniørens arkiv, kan man ofte støde på spændende idéer, der af forskellige årsager blev kasseret i sidste ende. I slutningen af 1930’erne blev der eksempelvis arbejdet på at få en svømmehal til byen. På dette tidspunkt eksisterede der kun et friluftsbad på Kolding Fjords sydside (opført i 1920), men der var et behov for flere muligheder. Sommerens få måneder var ikke tilstrækkelig for de badeglade Koldingensere, og i nogle perioder var det slet ikke muligt at bade i fjorden pga. kloakkernes forurening af badevandet.

Planerne for en kommende svømmehal med tilhørende friluftsbad fandt sted i årene 1937-1942. Den skulle placeres i området ved Ålegården og Vesterbrogade-broen – klods op ad Kolding Å. Her ville svømmehallen først og fremmest være placeret tæt på centrum og flere af byens skoler, men placeringen havde også en anden praktisk årsag. Vandet til bassinerne skulle indpumpes fra åen efter at have gennemgået en passende renselsesproces. Derudover ville man udnytte at Kolding Elektricitetsværk kun lå et stenkast derfra. Det var nemlig ønsket, at man kunne benytte det opvarmede kølevand fra værket til opvarmning af svømmehallen.

Ud over at bestå af en indendørs og en udendørs afdeling, ville svømmehallen have renselsesbade og en barber- og frisørsalon. Bygningen skulle indeholde omklædningsrum, skyllerum, toiletter, billetsalg og en kiosk. Derudover ville der være en mindre lejlighed til bademesteren. Inde i svømmehallen skulle der desuden være tribuner med plads til 400 tilskuere, så der også kunne arrangeres svømmestævner.

Men planerne om en ny og moderne svømmehal blev dog aldrig ført ud i livet. Det var sandsynligvis verdenskrigen, der kom i vejen, hvor der hverken var økonomi eller byggematerialer til den slags byggeri. Først i 1954 skete der noget på badefronten, da der blev etableret et friluftsbad i Kolding. Nu var der dog tale om en helt anden placering, nemlig i Hospitalsgade, hvor Slotsøbadet senere kom til (1994).

Foto: Tegninger fra projektet om en svømmehal og friluftsbad ved Kolding Å. Stads- og havneingeniørens Arkiv. Kolding Stadsarkiv.