Gå til indhold
Skaermbillede 26
18.08.2023

Hele kommunens arkiv

Kolding Stadsarkiv er hele kommunens arkiv. Vi er både dokumentationscenter og historiefortællere. Her kan du få en lille smagsprøve på, hvad samlingerne bl.a. rummer: Byfornyelse.

En kort historie om byfornyelse i Kolding.

I 1977 vedtog man i Kolding byplanvedtægt 00. Byplanvedtægten blev vedtaget på baggrund af en række forarbejder og en byrådsbeslutning fra 1973, hvor byrådet besluttede at styrke bykernen som boligområde gennem bevarende boligsanering. Saneringsarbejdet handlede bl.a. om at få de små baggårdsvirksomheder flyttet uden for byen.

Kolding Kommune opkøbte sidst i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne mange grunde i byen med henblik på nedrivning. Formålet var bl.a. at gøre plads til nye veje, som Vestre Ringgade, samt at gøre plads til centerudbygningen. Byfornyelse stod højt på dagsordenen i Kolding fra slutningen af 1950’erne, men byplanlægningen i Kolding var i lang tid præget af de uopklarede spørgsmål om mulige vejlinjeføringer i og uden for byen. Desuden var der spørgsmålet om den nye Lillebæltsbros placering og motorvejen i nord- og sydgående retning. I 1960’erne var et af forslagene bl.a. en motorvejsforbindelse over Kolding fjord.

I byfornyelsesarbejdet måtte man kæmpe mod borgernes skepsis over for kommunens mangeårige nedrivningspolitik. Fra kommunal side var der dog politisk enighed om de fleste af saneringsplanerne og man fik begyndt på en saneringsplan hvert år. Byfornyelsesarbejdet i Kolding Kommune fyldte meget i 1970’erne og 1980’erne og involverede mange instanser i den kommunale administration. Kolding Stadsarkiv har derfor flere arkiver der indeholder materiale om byfornyelse, forarbejder og fotos der dokumenterer disse projekter.

Foto: Kort benyttet i forbindelse med byfornyelsesarbejdet, Teknisk Forvaltning, Kolding Stadsarkiv.