I dag dykker vi ned i børnehjemmet Tinghøjs arkiv.
Den 2. november 1888 blev Kolding Børnehjem indviet i Kralundsgade (i dag Sct. Michaels Gade). Det private børnehjem var oprindeligt beregnet til hjemløse piger fra 2-års alderen, og der var i starten plads til 10 børn. Købmand B. Aagaard, der var medlem af børnehjemmets bestyrelse, solgte et hus med have til det nye børnehjem, som han lod henstå rentefrit i 5 år. Velvillige borgere samlede penge ind til oprettelsen af børnehjemmet, ligesom der f.eks. blev afholdt teater til fordel for hjemmet.
Senere måtte der også bo drenge på hjemmet. I 1937 boede der således 14 drenge og piger på Kolding Børnehjem. I slutningen af 1930’erne blev det besluttet, at der skulle opføres et helt nyt børnehjem i byen. På trods af at børnehjemmet løbende var blevet udvidet, havde det længe været overbelagt. Det nye børnehjem skulle opføres på Tingvejen 6, og det skulle stå klar til 50-års jubilæet i 1938. Kolding Kommune skænkede grunden samt 10.000 kr. til hjemmets opførelse.
På det nye børnehjem, der sidenhen gik under navnet Børnehjemmet Tinghøj, var der plads til op mod 25 børn i alderen 2-14 år. I kælderetagen var der køkken, spisesal, spisekammer, vaske- og fyrrum. I stueetagen havde forstanderen privatbolig, ligesom der var dagligstue, opholdsrum og legerum for børnene. På øverste etage var der soverum og badeværelser.
Senere blev børnehjemmet en afdeling under Kolding Børne og ungdomspension (Afdeling Tinghøj). Børnehjemmet delte her administration og forstander med Afdeling Fuglehøj på Dyrehavevej 101.
Tinghøjs arkiv består af en lang række sager. Her er stambøger og sagsakter på børnene, materiale vedrørende bidragsydere til hjemmet, byggesager, regnskaber, forhandlingsprotokoller og meget andet, der dokumenterer driften og hverdagen på børnehjemmet gennem tiden.
Foto: Børnehjemmet Tinghøj i 1949. Ukendt fotograf. Kolding Stadsarkiv.