Hos stadsarkivet findes der flere samlinger fra nogle af de arkitekter, der har haft en stor indflydelse på Kolding og omegn gennem tiden. Her kan der bl.a. nævnes Ernst Petersen, Poul Mogensen, Søren Nissen og Børge Rasmussen.
Endnu et eksempel er arkitekt og konstruktør Sigurd Madsen (1904-1984). Han var søn af snedkermester Povl Madsen, som var landskendt for sin virksomhed i Dons, der fremstillede gymnastikredskaber. Sigurd gik delvist i faderens fodspor ved at gennemgå en læretid som tømrer, men med interesse for større foretagender læste han senere til arkitekt.
I midten af 1930'erne startede Sigurd Madsen en tegnestue i Låsbygade. Hans byggerier tog udgangspunkt i traditionel dansk byggeskik og fulgte udviklingen i funktionalistisk retning, hvor nye og billigere materialer gjorde sig gældende.
Gennem årene løste Sigurd Madsen mange bygningsopgaver i Kolding og omegn. Især skoleområdet var hans speciale. Det drejede sig bl.a. om arbejde ved Sdr. Vang Skole, Riis Toft Skole og Aalykkeskolen. Derudover var han involveret i opførelsen af skoler i bl.a. Bække, Bølling, Egtved, Eltang, Sdr. Andst, Sdr. Bjert, Sdr. Stenderup, Vejstrup og Vester Nebel.
Sigurd Madsen specialiserede sig også i opførelsen af mejerier, og i hans arkiv finder man således tegninger af over 30 forskellige mejerier.
Sideløbende med sin tegnestue videreførte han faderens fabrikation af gymnastikredskaber, ligesom han var konstruktør ved Teknisk Skole i Kolding.
I Sigurd Madsens arkiv finder man en omfattende mængde arkitekttegninger af villaer, gårde, små og store virksomheder samt kommunale ejendomme fra hele landet. Man finder også tegninger af projekter så som etablering af et dækningsrum for 12 personer fra besættelsen, eller design af gravsten og køkkenredskaber.
Inden Sigurd Madsen gik på pension i midten af 1970’erne, samarbejdede han i de sidste år med sønnen, arkitekt Jens Madsen, om en række byggerier, her bl.a. opførelsen af Aktivbanken i Kolding.
Foto: Tegning af Sdr. Vang Skole fra Sigurd Madsens arkiv. Kolding Stadsarkiv.