Gå til indhold
B16154
11.12.2024

Kolding Stadsarkiv – hele kommunens arkiv

Kolding Stadsarkiv er hele kommunens arkiv. Vi er både dokumentationscenter og historiefortællere. Her kan du få en lille smagsprøve på, hvad samlingerne bl.a. rummer: en trav- og galopbane I

Under besættelsen og i årene efter var man i Danmark optaget af, at sætte gang i anlægsbyggerier for at imødekomme den store arbejdsløshed.

I slutningen af 1944 henvendte Kolding Erhvervsråd sig til Kolding Byråd omkring etableringen af en trav- og galopbane ved Kolding. Heste- og landbrugs-interessenter i Kolding og omegn var meget interesserede.

Erhvervsrådet foretog en række undersøgelser omkring en placering af en væddeløbsbane ved Kolding, ligesom der blev nedsat et arbejdsudvalg, der skulle finde et område, hvor væddeløbsbanen kunne placeres. Man kiggede på Meyersminde ved Vejlevej som en mulig placering. Meyersminde var et landbrug som Kolding Kommune havde købt i maj måned 1944. Gården havde ikke helt det ønskede antal hektar, men ejerne af nabo-landbruget Hvidsminde havde givet tilsagn om et frasalg af 6-7 ha. Samtidig forhandlede man med Centralforbundet for Travsport og Traveravl angående en indstilling til bevillingsmyndighederne om en totalisatorbevilling. Arbejdsudvalget arbejdede også på at skaffe det økonomiske grundlag for anlæg og drift af væddeløbsbanen. Arbejdsudvalget var inspireret af Aarhus Væddeløbsbane og de indtægter og arbejdspladser der var tilknyttet væddeløbsbanen.


Politisk var man også i gang med at behandle sagen omkring væddeløbsbanen. I december 1944 præsenterede Stadsingeniøren et oplæg omkring væddeløbsbanen i Markudvalget. Galop- og travbanen vil kræve et areal på 15,5 ha og et passende areal til staldbygninger og parkeringsareal. Det ville også være nødvendigt at erhverve jord hos Hvidsminde på ca. 6,8 ha. Der var dog enkelte udfordringer i forhold til placeringen, da en væddeløbsbane på Meyersminde ville være i strid med en tidligere vedtaget vejplan og desuden anså man området omkring Meyersminde som et attraktivt fremtidigt boligområde.

Den 3. januar 1945 henvendte Kolding Erhvervsråd sig igen til byrådet. Direktør Juhl Hansen gjorde opmærksom på, at Esbjerg også arbejdede for at etablere en væddeløbsbane, men at de danske trav- og galoporganisationer foretrak en bane ved Kolding. Desuden gjorde Juhl Hansen opmærksom på, at man også ville benytte dele af jorden til græsning og dyrkning af landbrugsprodukter. Der var mangel på fødevarer efter krigen.

Senere, i foråret 1945, forsøgte en række investorer med Juhl Hansen i spidsen og Kolding Erhvervsråd igen, at foreslå Kolding Kommune at leje jorden på Meyersminde, men trods de ihærdige forsøg afviste Kolding Kommune at udleje jorden til anlæg af væddeløbsbane.

Politisk var man dog stadig varm på tanken om en væddeløbsbane i Kolding. Følg med i næste afsnit.

Foto: Stuehuset til gården Meyersminde, ca. 1948. Fotograf: Lisberg Pressefoto.