I Byplankommissionens arkiv finder man byggesager og tegninger fra diverse projekter i Kolding gennem tiden. Et eksempel har man med det butikscenter, der blev opført på Nytorv i slutningen af 1960’erne.
Omkring 1963 gik man i gang med at udarbejde planen for byens kommende butikscenter, der skulle bestå af specialforretninger, et supermarked, en bank og en biograf.
Der kom flere idéer på banen. Dagens foto viser et eksempel på hvordan bygningen kunne have set ud. Der var her tale om en såkaldt paddehattekonstruktion i jernbeton. I præsentationen af denne idé blev det bl.a. fremhævet, at lokalernes størrelse kunne justeres efter behov, idet væggene, der var af glas, nemt kunne flyttes. Butikscenteret endte dog i sidste ende med et helt andet look, der var knap så opsigtsvækkende.
Foran butikscenteret lå det gamle grønttorv. Det var planen at det skulle fortsætte med eksistere to dage om ugen (tirsdage og torsdage), men på de øvrige dage var der parkering for 100 biler på pladsen. Der skulle desuden opføres en parkeringskælder med plads til 300 biler. Der var her tænkt på bilisten, da der i kælderen skulle være servicestation med bilvask, smøregrav og benzinudsalg.
I projektbeskrivelsen kunne man læse følgende om området ved det kommende butikscenter: ”Åen og broerne, jernbanedæmningen og viadukterne, den tætte trafik i Bredgade og træerne langs åbredderne antyder en eventyragtig kontrast mellem teknik og natur, mellem ro og rastløshed og mellem nutid og fortid.”
En gangbro fra Søndergade til Nytorv (parallelt med jernbanebroen) skulle sikre fodgængernes adgang. På denne måde ville det blive ”… begyndelsen til et fremtidigt fodgængerstrøg i forbindelse med byens øvrige strøg.”
I december 1970 kunne supermarkedet Kvickly åbne i det nyopførte butikscenter. Kvickly havde et butiksareal på 6.000 m2., og det var på daværende tidspunkt en af de største Kvickly’er uden for København. I Kolding annoncerede Kvickly med, at man som noget nyt nu kunne få fragtet ens varer helt ud til bilen ved hjælp af indkøbsvogne. Børnene kunne passes i børneparkeringen, og kunderne kunne søge informationer samt benytte kundetelefon i det særlige ’forbrugerhjørne’. Kvickly var i konkurrence med Føtex, der var åbnet i Helligkorsgade nogle få år tidligere, og Kvickly medbragte umiddelbart det tunge skyts i kampen om kunderne.
I slutningen 1990’erne blev butikscenteret omdannet til administrationsbygning for kommunens Tekniske Forvaltning.
Foto: Forslag til butikscenter ved Nytorv, 1963. Kolding Stadsarkiv.