Gå til indhold
Husmoderferie
21.02.2024

Kolding Stadsarkiv – hele kommunens arkiv

Kolding Stadsarkiv er hele kommunens arkiv. Vi er både dokumentationscenter og historiefortællere. Her kan du få en lille smagsprøve på, hvad samlingerne bl.a. rummer: Husmoderferie.

Udvalget for Husmoderferie blev stiftet i 1946 på initiativ af Dansk Kvindesamfund. Det landsdækkende udvalg havde til formål at arrangere gratis ferie for mindre bemidlede familier, her særligt for husmødrene. Argumentet var bl.a. at husmødrene aldrig kunne holde helt fri, når familien havde fælles ferie- og fridage. Dette skulle der laves om på. Udvalget bestod af repræsentanter fra forskellige organisationer og politiske partier, og det modtog med tiden en stor offentlig og privat støtte

Ifølge en Gallupundersøgelse fra sommeren 1945, var der dog i starten ikke noget udbredt ønske om ferie til husmødrene. 64% af de adspurgte svarede nej tak til sådan en ordning. En stor del af ja-sigerne var mænd, der syntes at det var en god idé, at husmødrene fik noget ferie fra mand og børn. En bekymring for om mand og børn kunne klare sig selv, når moderen var på ferie, er muligvis en forklaring på hvorfor mange kvinder takkede nej til sådan en ordning i første omgang.

Udvalget for Husmoderferies lokalafdeling for Kolding og omegn arrangerede ferieophold på Ungdomsskolen i Holsted og på Nr. Broby Efterskole på Fyn. Husmødrene måtte gerne tage mindre børn med, hvis der ikke var andre pasningsmuligheder. For at deltage skulle husmoderen først udfylde et ansøgningsskema, ligesom det var nødvendigt at skrive en begrundelse for hvorfor man skulle med. 

En husmoder fra Kolding skrev i 1950’erne følgende begrundelse for hvorfor hun skulle med: ”Jeg er husmoder, og har tre børn. Den største er 5 år. Jeg vil gerne bede om at komme med på ferie i Holsted med mine børn. Min mand har været meget arbejdsløs, og jeg selv har været syg og er blevet opereret. Så jeg vil være meget glad om mig og mine børn kunne komme med.” I de kommunale samlinger er der bevaret en del af dette ansøgningsmateriale fra 1950’erne og 1960’erne, der giver et unikt indblik i de forhold, som mange af kommunens mindre bemidlede levede under på denne tid. I ansøgningsskemaerne skulle den enkelte f.eks. angive familiens adresse, mandens erhverv, antal børn og deres alder, helbredsmæssige oplysninger og indtægter.

Der var kun et begrænset antal pladser, så mange søgte forgæves om en uges ferieophold. Fra Kolding og omegn kom der årligt 20-30 husmødre afsted, hvilket dog stadig var et fremskridt for en del af befolkningen, der normalt ikke havde råd eller mulighed for at holde ferie.

I dag er Husmoderferie en privat landsdækkende forening, der har til formål at arrangere særlige ferier og andre aktiviteter for udsatte børnefamilier.

Foto: Orientering om husmoderferie fra 1965. Borgmesterkontorets arkiv, Kolding Stadsarkiv.