I Danmark har der været regler omkring hunde siden 1815. Reglerne vedrørte primært hundetegn, hundeafgift samt erstatning for skader forårsaget af hunde. Med Hundeloven af 18. maj 1937, blev der foretaget visse ændringer, der bl.a. skulle sikre bedre kontrol og overblik over hundene i de enkelte kommuner. Denne hundelov, der trådte i kraft d. 1. januar 1938, bestemte bl.a. at det nu var forbudt i byer og områder med bymæssig bebyggelse, at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser mv., der var åbne for almindelig færdsel, uden at de enten blev ført i bånd eller var ifølge med en person, som havde fuldt herredømme over dem. Eventuelle overtrædelser ville føre til bøder, og i værste fald kunne omstrejfende hunde aflives.

Tidligere skulle hunde på landet ikke have hundetegn, men dette blev nu ændret, hvilket var et enormt registreringsarbejde. Som noget nyt skulle der kun betales en afgift, hvis man havde mere end én hund. Små hunde (under 42 cm.) kostede 3 kr., og store hunde kostede 5 kr. (ca. 200 kr. i dag). Ud over et hundetegn, skulle hunden også stadig være forsikret.

Hvor det før var kommunerne, der sad med arbejdet vedrørende ansvarsforsikringerne, overgik denne opgave nu til forsikringsselskaberne. Samtidigt skulle den enkelte hundeejer nu hvert år i januar måned dokumentere over for politiet eller sognefogeden, at der var styr på ansvarsforsikringen.

Hver kommune førte en hundeprotokol, hvor de forskellige oplysninger blev indført. I protokollerne blev ejerens navn, stilling og bopæl noteret. Derudover nedskrev man bl.a. hundens navn, race, farve, størrelse og eventuelle andre særlige kendetegn. Her på arkivet er der bevaret flere hundeprotokoller fra de omkringliggende sognekommuner. Ud over en oversigt over hundeejerne, kan man f.eks. se hvilke hunderacer og hundenavne, der har været populære gennem tiderne. I hundeprotokollen for Seest Sognekommune kan man f.eks. i januar 1941 støde på følgende hunde: foxterrierne Palle og Snap, gravhundene Perle og Bob, Schæferhundene Lady og Chang samt hønsehunden Roy. Ib var umiddelbart et populært navn for gravhunde i starten af 1940’erne.

I sommeren 1942 blev hundeloven skærpet pga. tiderne. Da der herskede en stor uldmangel i landet, meldte Justitsministeriet ud til landets politimestre, at det var af den største betydning at får og lam ikke blev angrebet og ihjelbidt eller skambidt af omstrejfende hunde. Derfor skulle politimestrene være ekstra opmærksomme på at hundeloven blev overholdt. Politiet skulle bl.a. minde hundeejerne om, at det var dem selv, der skulle betale for eventuelle skader, ligesom angribende hunde frit kunne aflives uden krav om erstatning til hundeejeren.

Foto: Hundeprotokollen for Seest Sognekommune 1941.