Gå til indhold
10.11.2025

Koldingbogen 2025 – Erhvervsliv

Fredag den 14. november kl. 15-17 på Torvet på Kolding Bibliotek fejres udgivelsen af årets Koldingbog.

Når Koldingbogen 2025 udkommer, er det med et tema, der er en vigtig del af Koldings identitet: erhvervslivet. Under titlen ”Erhvervsliv” tager årets bog læseren med ind bag facaderne hos byens og kommunens virksomheder – fra de gamle håndværksmestre til nutidens iværksættere – og viser, hvordan flid, fællesskab og mod har formet Kolding og kommunen gennem generationer.

Bogen samler 11 lokale virksomhedsportrætter skrevet af forskellige forfattere og tegner et levende billede af en by og en kommune, der altid har skabt noget sammen. Vi møder både de små familieejede forretninger og de store navne, der har sat egnen på landkortet – som Pierre.dk, Würth Danmark, Tyrstrup Mejeri – i dag Arla Foods - og H. Daugaard. Artiklerne giver et indblik i den særlige energi, der kendetegner hele kommunen: en blanding af arbejdsomhed, virkelyst og fællesskab.

Traditionen tro bliver præsentationen en festlig fejring med taler, musikalsk underholdning, fællessang og hyldest af årets forfattere. Formand for Kulturudvalget, Ole Rosengreen Martensen, holder dagens hovedtale og gæsterne får også mulighed for at møde repræsentanter fra nogle af kommunens lokalarkiver. Derudover åbnes en lille udstilling i Historisk Værksted, der fungerer som en teaser og introduktion til årets Koldingbog.

 

Koldingbogen 2025 sælges på dagen, hvor det også bliver muligt at købe en historisk samtale-taske, der er skabt i samarbejde med Kolding Husflid, som har syet bæredygtige tasker af arkivets gamle udstillingsbannere, hver med sit eget unikke motiv og en lille bid af Koldings fortid. Taskerne kan købes i forbindelse med salget af Koldingbogen.

“Koldingbogen er først og fremmest et fælles projekt – skabt af mennesker, der brænder for byens historie. Når vi samler fortællingerne om Koldings erhvervsliv, samler vi også fortællingen om os selv. Den handler om alt det, vi kan, når vi løfter i flok,” siger stadsarkivar Lene Wul.

Arrangementet er gratis – alle er velkomne!

Bogen kan købes for 170 kr. på dagen, og efterfølgende hos Føtex, MENY Domhusgade og byens boghandlere og kulturhistoriske museer. 

Fakta:

  • Titel: Koldingbogen 2025 – Erhvervsliv
  • Udgivet af: Kultur i Kolding Kommune og Kolding Stadsarkiv
  • Redaktion: Camilla Brask Rasmussen og Lene Wul
  • Grafisk design: Kamilla Voss Asmussen
  • Tryk: From Grafisk
  • Oplag: 2.200
  • Pris: 170 kr.
  • Udgivelsesdato: 14. november 2025