Koldingbogen 2022

Nicolaikomplekset er Danmarks bedst bevarede skolekompleks fra 1800-tallet, og det rummer mange fortællinger om både Koldings og Danmarks historie. Nicolai, som består af fem bygninger, er bygget i perioden 1856-1908, og kan fortælle om skolebyggeriets historie i Danmark. Men også når det kommer til lærergerningen, er der skrevet historie i Nicolai. Her ligger nemlig også den tidligere forskole, som i 1916 ansatte den første kvindelige overlærer udenfor København, Theodora Deissner. Der skulle dog en lovændring til, før det kunne lade sig gøre.

I 1777, fire år efter grundlæggelsen af Christiansfeld, flyttede adelskvinden Christina Friderica von Holstein sammen med sin mand ind på gården Favrevraagård 2 km. fra den nyanlagte by. Få år tidligere havde hun boet og levet ved hoffet på Christiansborg, hvor hendes mand var kammerherre for Christian 7. Nu blev hoflivet skiftet ud med det stille og mere simple liv på Favrevraagård med udsigt til Christiansfelds rivende udvikling.

Mit arbejdsliv startede som kontorlærling ved Kolding Toldkammer fra 1963 til 1966. Herefter blev det til 46 omskiftelige år i Staten hos Toldvæsenet og Told & Skat. Det sluttede hos SKAT i 2009 på Betalingscentret i Ringkøbing. Årene med fast og sikkert arbejde med en god løn og gode kolleger har haft stor betydning for mit liv. Jeg var alene i mange år og på mit arbejde fandt jeg gode kolleger, som også blev mine gode veninder, som jeg stadig har i dag.

Nogle gange er det nødvendigt, at en lille nyfødt skal indlægges på neonatafdelingen. Her hjælper sygeplejersker og læger de allermindste patienter med, at blive klar til livet uden for sygehuset. For et halvt århundrede siden havde afdelingen et andet navn og meget var anderledes. Sammen med Nanna, Joanna og Margit – tidligere ansatte ved afdelingen – skrues tiden her tilbage til dengang, hvor afdelingen selv var nyfødt. Deres erindringer kan give os et indtryk af, hvor meget pleje og omsorg til spædbørn har forandret sig gennem de sidste 50 år.

Min gren af familienavnet Ravn dør ud med min generation. Mine døtre har ikke fået navnet med, men de har til gengæld fået en uddannelse og kan forsørge sig selv. Det virker som en selvfølgelighed i dag. Det har det ikke været for alle generationer af kvinder i familien Ravn.

Den 17. september 1946 sad den kun 21-årige Ingeborg på anklagebænken i retten i Kolding og ventede på sin dom. Anklageren havde været hård i filten i sin fremstilling af sagen og krævet dødsdom eller minimum 10 års fængsel. Hvad kunne en forholdsvis ung kvinde have begået af forbrydelser, siden hun havde en dødsdom hængende over hovedet? Bag anklagerne mod hende lå en trist og bevægende historie. En historie, der begyndte i den lille sønderjyske by Kollund et par kilometer fra den dansk-tyske grænse.

Vores mor, Gunhild Due, tog et stort og grænseoverskridende spring, da hun i 1964 blev valgt ind i folketinget. I modsætning til i dag, hvor unge i kraft af uddannelse og partiarbejde sluses ind i Folketinget, havde mor alle odds imod sig: Ingen uddannelse, forkert køn og alder, ingen partimæssig træning og absolut ingen lokal opbakning. Hun har på trods af det slået sig igennem på en udtalt retfærdighedssans og indædt vilje til at forbedre forholdene for de dårligst stillede. Hendes held var, at fremsynede kvinder fik øje på hende, og at vores far gav plads til hende.

For Anna Nedobrowsky blev vejen til det gode liv en uddannelse i livets skole kombineret med hårdt arbejde, vilje, optimisme og gode venners hjælp. Ægteparret Anna og Gunnar bidrog, som mange andre i 1950’erne og de glade 60’ere, til opsvinget og velfærdsstigningen. Her fortæller Anna historien om sit liv i Kolding til sin søn Hans Christian. Det er en fortælling om et ungt pars arbejde for at skabe sig bedre livsvilkår end de meget nøjsomme kår, de begge var rundet af

I ligestillingslovens §4 hedder det, at alle ”offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning”. Det betyder at alle kommuner hvert tredje år skal redegøre for, hvad de gør for at leve op til loven. Kolding har ikke ligefrem brilleret på det område, til trods for at der løbende er blevet gjort en indsats for det.

Historien om en helt almindelig kvinde, som levede næsten hele sit lange liv i Kolding uden at gøre det store væsen af sig ud ad til. Min farmor var først og fremmest hustru for sin mand, og mor for sine to børn. Selvom hun ikke var én der førte sig frem i bybilledet, var hun en markant kvinde, som var skarp i replikken og havde en mening om livet både i byen og på landsplan. Da vi blev voksne, lærte vi at sætte pris på hendes skarpsindighed og hendes vid, når hun rullede sig ud.

I 1922 henvendte fire unge kvinder sig til den lokale roklub i Kolding. Roning var i en rivende udvikling i Danmark, og kvinderne ønskede at blive en del af den populære sport. Svaret fra roklubben var dog afvisende. Kolding Roklub var og blev en herreklub, så hvis kvinderne ville ro, måtte de starte deres egen klub. Så det gjorde de. Det lykkedes at samle flere medlemmer, og med hårdt arbejde og gåpåmod, etablerede kvinderne en roklub, der med tiden slog sit navn fast inden for dansk roning. Der er ikke mange dameroklubber tilbage i Danmark, men Kolding Dame-Roklub holder ved, og klubben kan i år fejre 100-års jubilæum.

Dorothea af Sachsen-Lauenburg (1511-1571) er en fremtrædende dronning i Koldings historie. Hun og Christian 3. lod i årene omkring 1550 det middelalderlige Koldinghus ombygge til et tidssvarende residensslot, som også blev Dorotheas enkesæde. Gennem sine tolv år som enkedronning forblev Dorothea landets mest magtfulde kvinde, idet Frederik 2. endnu var ugift, og hendes residens i Kolding havde enorm betydning for byen.

I samarbejde med JydskeVestkysten introducerer vi i år et ny afsnit: Kort fortalt. I virkeligheden er det en gammel tradition, vi genoptager, for allerede i den første Koldingbog i 1970 introducerede Koldingbogens grundlægger; Axel Andersen: Kort fortalt – Koldingbegivenheder 1970, som var en række små datonedslag over året, der var gået, og som blev præsenteret sammen med udvalgte fotos fra datidens pressefotografer Peter Thastum og Niels Lisberg. Med inspiration i Koldingbogens egen fortid har vi bedt JydskeVestkystens Koldingredaktion om at give deres bud på små og store begivenheder i årets første ti måneder – fortalt gennem billeder.