Alle har en plads i historien

I foråret 1935 kunne planerne for et nyt stålværk i Kolding præsenteres.

Det nyoprettede aktieselskab Dansk Elektro-Staalværk A/S (senere Malm Elektro-Staalværk) skulle leje sig ind i bygninger på Caspar Müllers Gade, som Kolding Kommune lod opføre.

Den overordnede ledelse skulle den norske ingeniør Gustav Andersen stå for, hvorimod direktør R. Nielsen skulle stå for den daglige ledelse. Nielsen var direktør ved Langå Jernstøberi og Maskinfabrik. Han havde tidligere været direktør ved Varde Stålværk, og han havde beskæftiget sig med stålproduktion i over 30 år.

Stålværket var baseret på en ny metode til fremstilling af forædlede stål-sorter, som ingeniør Gustav Andersen havde opfundet, og fået verdenspatent på. Malmen blev behandlet på en måde, der gav en bedre vare til en billigere pris. Med metoden ville man desuden få 90 pct. ud af råmaterialet, hvilket ikke var set tidligere. Stålværket skulle blive den første af sin slags i verden. Gustav Andersen havde besøgt flere danske havnebyer, men valget faldt på Kolding, hvor der var gode havne- og jernbaneforhold samt udvidelsesmuligheder. Man regnede med at 50 mand ville få ansættelse på værket, der skulle tages i brug i december 1935.

Dansk Elektro-Staalværk havde i foråret 1935 fået tilsagn om betydelige råvarekreditter samt kredit på maskinleverance, så alt tegnede lyst. I efteråret 1936 var driften dog endnu ikke sat i gang, hvilket skyldtes, at fabrikkens betongulv var begyndt at synke! Det ville koste op mod 90.000 kr. (ca. 1,5 mio. kr. i dag) at løse udfordringerne, og man ville have kommunen til at betale. Dette var kommunen dog ikke umiddelbart klar på, så i april 1937 besluttede man fra stålværkets side at lægge sag an mod kommunen.

Skaderne blev i mellemtiden udbedret for egen regning. Aktiekapitalen, der i 1935 havde lydt på 500.000 kr., blev i denne forbindelse stort set ædt op. Samtidigt havde Havneudvalget i Kolding foretaget en analyse af Gustav Andersens stål i Tyskland. Resultatet var at selve opfindelsen egentlig var god nok, men at den alligevel ikke duede, idet de lovede resultater ikke kunne nås. Det kunne derfor ikke betale sig at fremstille stålet.

Frem til foråret 1937 var der udelukkende blevet foretaget prøveproduktioner på værket. I slutningen af maj 1937 blev produktionen endegyldigt standset, og samtlige ansatte blev hjemsendt. Det var meningen at stålværket efterfølgende skulle overtages af et konsortium ved navn Dansk-Fransk Staal-Syndikat, men i stedet overtog Kristian Kirks Telefonfabrikker stålværkets leje af bygningerne. Direktør Kirk var i forvejen formand i stålværkets bestyrelse. Året efter købte telefonfabrikken bygningerne af Kolding Kommune for 75.000 kr. Erstatningskravet mod kommunen, som telefonfabrikken havde ført videre fra stålværket, blev i denne forbindelse annulleret.

Stålværkets bygninger blev beslaglagt af den tyske værnemagt i april 1940. Fra 1945 blev dele af bygningerne benyttet som henholdsvis forplejningsstationen for flygtningeadministrationen under Det Civile Luftværn, samt som husvildebolig. Bygningerne blev først frigivet i sensommeren 1948. Omkring 1950 blev bygningerne solgt til et konsortium, der ville indrette en forbrændingsanstalt for dagrenovation. Planerne blev aldrig ført ud i livet, og i efteråret 1953 blev bygningerne i stedet for solgt til Dansk Frøkompagni, der skulle anvende komplekset til frørenseri og tørreri. Det gamle stålværk blev revet ned en gang i 1960'erne.

Foto: Stålværket på Kolding Havns sydside, 1937. Ukendt Fotograf